 |
 |
 |
 |
Lad mig være brutalt ærlig. I Cameroun har jeg ikke lavet en skid. Andet end at holde ferie. I 3 dage har det været solskin og 30 grader (der er forskellige klimazoner her – Cameroun har tørtid, CAR har regn/tåge, de to Congoer og Angola er i regntid). Så jeg har skrevet lidt og holdt lidt ferie. Douala er stor, grim og beskidt storby uden nævneværdige sites. Douala er ikke hovedstad her (hovedstaden i Cameroun hedder Yaoundé) men det er det kommercielle centrum og her hvor de fleste fly går fra.
Jeg bor på backpackernes foretrukne sted det tyske sømandshjem som hedder ”Foyer du Marin”. 300 kr pr nat for et single hvilket er nogenlunde as cheap as it gets her i regionen, hvis man ikke (som f.eks Torbjørn) tør bo ude i ghettoen (hvilket egentlig også kunne være et fedt eventyr at prøve). Når jeg nu siger backpackernes foretrukne sted skal jeg måske supplere med at jeg kun mødte to tyske turister på stedet. Alle andre var en skønsom blanding af søfolk, forretningsrejsende og andet godtfolk heraf næsten alle lokale fra regionen. Men altså ikke turister/backpackere. Efter to uger og foreløbigt 5 lande har jeg i alt kun mødt de to nævnte tyske turister, overlandsfætteren Torbjørn og to hollandske overlanders der var undervejs i egen 4WD og sad fast i den ene Congo (ROC) mens de ventede på at deres pas blev sendt hjem til Holland for at få visum til den anden Congo (DRC – den superdemokratiske republik Congo) (og så selvfølgelig en del der arbejder hernede – heraf hovedsagelig kinesere som synes at være alle vegne og snart kommer til at overtage ejerskabet af det meste af Afrika)
Til gengæld har jeg haft god tid til at lære alle tjenerne at kende her på ”marine-foyer’en”. Modsat de andre lande i regionen er Cameroun to-sproget. Nogle er Frankofile. Nogle er Anglofile. Rigtig mange taler begge sprog. Så det er lidt nemmere at begå sig. Så tak for nogle hyggelige sammen med Eduard, Gregory, Moses og Balo bag baren – som i øvrigt er et meget populært sted blandt lokale i Douala pga. udsigten over havnen, den fine have (hvor der vralter gæs rundt som i øvrigt godt kan larme en del når Østerboy skal sove) og livejazzmusik omkring poolen fredag og lørdag aftener. En af aftenerne gav jeg en øl til Gregory, Moses og Balo efter de andre gæster var gået hjem. Balo fortalte at det var kommet frem omkring valget i Centralafrikanske republik (jf. mit sidste indlæg) at en af dem der skulle observere valget var blevet set en sen aften sammen med en af præsidentkandidaterne. Det fremgik ikke om sidstnævnte havde en kuffert fuld af penge med, men i hvert fald var valgobservatøren iflg. Balo blevet sat fra bestillingen. Han fortalte også at på universitet her i Cameroun er det op til professorerne om de underviser på fransk eller engelsk og så må eleverne bare følge med. De regnede med at i løbet af 10-20 år ville hele Cameroun være totalt tosproget.
Moses var en kvik ung fyr med bedrøvede øjne. En gang imellem faldt han i søvn på stolen efter en lang, lang vagt. En gang imellem livede han op og kom med interessante udtalelser. ”Vi er stolte her i Cameroun” sagde han for eksempel. ”Jeg er bare en simpel tjener men ligesom manden på gaden der trækker en salgsvogn eller drengene der kører folk rundt på deres gamle moto’s så er jeg stolt. Vi er stærke og stolte. Men vi gider ikke finde os i hvad som helst”.
Lidt senere kom vi til at tale om religion. Med tyk Cameroun-accent sagde Moses ”In Cameroun if you want to worship a stone (udtalt ”’stån’ ”) – you can worship a stone”. Hehe, fedt citat – og sikke mange krige der kunne være undgået hvis alle havde den holdning. Også tak til de søde tjenere smilende Napoleon, tykke Robert, venlige Albertine og grillkokken Isak der altid synes at være på arbejde og aldrig var hjemme hos deres børn.
Jeg har fået på puklen fra en enkelt læser for alt mit visumævl. Jeg er klar over at det måske ikke er superrelevant info for mange af Jer (men muligvis uhyre relevant info for et par stykker fra DBK der overvejer at tage hertil) – så jeg skal prøve at gøre denne Cameroun visum historie kortest muligt. Om ikke andet tror jeg den er anderledes (et par af jer har hørt den før, beklager..):
Visum til Cameroun kan man let få i Danmark. Konsulen er ingen ringere end den navnkundige Axel-Juhl Jørgensen. Axel-Juhl er kendt for sammen med Bøje Nielsen at have ”bygget halvdelen af København” da de sammen havde firmaet ”Dansk Totalenterprise”. Undervejs blev de dødeligt uvenner kun for at forsones kort før Bøje Nielsen døde. Undervejs præsterede Axel Juhl Jørgensen, der angiveligt var træt af Bøje Nielsen alkohol- og pillemisbrug, at stifte firmaet med det utroligt opfindsomme og helt fundamentalt anderledes navn ”Danbyg Totalenterprise” og en dag da medarbejderne i Dansk Totalenterprise (som Axel og Bøje Nielsen ejede 50/50) mødte på arbejde var kontorerne ryddet og alle medarbejdere fik at vide at de i stedet skulle møde på etagen nedenunder hos Danbyg Totalenterprise (som tilfældigvis var 100% ejet af Axel) (!). Sådan klarer man den, hvis man hedder Axel-Juhl.
For nylig har Axel været en del i medierne ifm retsagen mod Oddset-Janni hvis veninde muligvis har været Axels elskerinde / ”veninde”. Karsten Ree og Axel-Juhl har kastet lidt mudder i hovederne på hinanden ifm. sagen mod Janni. Janni skulle angiveligt have frataget veninden muligheden for at arve alle pengene fra en nu afdød, ældre fælles bekendt. Altså Axels veninde skulle retmæssigt (iflg. Axel selv) have arvet alle pengene, men Oddset Janni blev dømt for i stedet at få den gamle mand til at testamentere en del af sine penge til hende og hendes far.
I dag er Axel-Juhl 83 år, er kendt for sin omgang med yngre, ofte sorte, damer og driver fra privaten i Vedbæk Strand konsulat for de afrikanske land Guinea og Cameroun.
Cameroun visum var det allerførste visum jeg fixede, tilbage i oktober måned. Jeg ringede til Axel. Han forsikrede mig at visummet ikke udløb, dvs. jeg kunne godt få det med det samme og det ville stadig være brugbart ved indrejse i februar. Han fortalte at et turistvisum kostede 800 kroner og at han kun tog kontanter. Vi aftalte at jeg skulle komme ud til ham i privaten næste dag klokken 11. Jeg tog derfor ud til sådan cirka verdens flotteste hus hvor et sidehus med store våbenskjold på døren udgjorde det for konsulatet. Axel åbnede selv – overraskende nok – den enorme og flot udskårne trædør. Han kiggede på min ansøgning i under 10 sekunder og sagde så. ”Ja det bliver så 1.400 kroner”. ”Øh det forstår jeg ikke”, sagde jeg, ”jeg skal bare have turistvisum.” ”Nå”, sagde Axel, ”jeg troede du skulle have forretningsvisum. Men du skal vel have ekspres – det koster 400 oveni”.
Jeg sagde til ham at det ikke hastede. ”Nå ja men så bliver det 800 kroner” sagde han. Jeg gav ham pengene og han bad mig vendte i den pompøse hall. Han gik ind på et tilstødende kontor og lukkede ikke døren. Efter omkring 20 sekunder kunne jeg høre at han brugte sit stempel. Så slog han den muligvis største prut jeg har hørt i mit liv og kom direkte ud til mig hørmende af gamle Ole. ”Det var hurtigt” sagde jeg. ”Ja ja” sagde Axel, ”der er jo ingen grund til at du skal herud igen!”
Da jeg i slutningen af januar havde fået skrabet alle mine andre visummer sammen blev jeg alligevel usikker på om mit Cameroun visum nu også var gyldigt til indrejse mere end 90 dage efter udstedelse. Det var der ingen af min andre visummer der var. Så jeg skrev en mail til Axel om ikke lige han kunne skrive ok til en engelsk formulering om at det stadig var gyldigt. Så kunne jeg printe den ud og tage den med ved indrejse.
Kort efter skrev Axel tilbage at det ”var han næsten helt sikker på at han aldrig havde sagt og hvis jeg tog afsted måtte det blive på eget ansvar” (…) Jeg ringede straks til ham og forklarede ham at det kunne jeg jo ikke bruge til noget. ”Nå men så kom herud i morgen – så laver jeg sgu bare et nyt visum til 400 kroner!” sagde Axel.
Og således gik det til at jeg fik et multiple entry visum i hvert af mine to pas (hvilket faktisk var til en vis hjælp ifht. at skifte mellem passene) – takket være den gamle mesterkrejler Axel-Juhl Jørgensen..
Og så lige en afsluttende bemærkning fra knevre-kaj: Da jeg ankom til mit omtalte Cameroun hotel ”Foyer Du Marin”, som jeg havde reserveret via en simpel e-mail, kunne de selvfølgelig ikke finde min reservation. Heldigvis kunne jeg fra min et-kilo tunge papirmappe med alskens officielle dokumenter og reservationer fremdrage en kopi af mailen (med min autosignatur i bunden). Den nogenlunde kvikke pige i receptionen sagde først at de ikke havde min reservation. Så kiggede hun længe på min e-mail. Til sidst lyste hun op i et smil. ”Ah det er fordi vi har skrevet dit navn forkert ind i bogen. Vi troede du hed Med venlig” (!)
Hehe..
Med venlig hilsen / Kind regards
Med venlig
PS Næsten hele dette indlæg er (som flere af de andre) skrevet mens jeg ventede de sædvanlige to timer i lufthavnen (pt. i Douala lufthavn). Egentlig ville jeg hellere rejse over land, men stort set alle disse lande kræver flybilletter for overhovedet at kunne søge om visum, så derfor flyver jeg hele tiden. (dette er dog først postet i dag 3 dage senere efter jeg lige er kommet ud af det utroligt underlige land Ækvatorialguinea hvor facebook – og messenger og skype – var blokeret – mere herom i næste post)
PPS Beklager de fesne fotos – jeg kommer tilbage til Cameroun lidt senere og tager forhåbentlig nogle bedre. Og beklager at indlægget igen blev så langt..
