 |
 |
 |
 |
Mange ved slet ikke at der eksisterer et land der hedder Sao Tomé og Principé. Men det gør der altså. Det ligger en times flyvning ud for Gabons kyst og er et selvstændigt land. Det er en tidligere portugisisk koloni, men da sprogene er så nært beslægtede gik det fint med mit spanske. Stort set ingen taler engelsk. Ganske få (dem der er kommet over fra fastlandet) taler fransk. Landet er som flere af de andre lande på denne tur et af verdens mindst besøgte lande.
Meget få flyselskaber flyver til Sao Tomé. Et af dem hedder Ceiba. Dem fløj jeg med. De har hovedkvarter i Malabo, Ækvatorialguinea. De sælger ikke deres billetter på internettet. Så før jeg rejste hjemmefra fandt jeg på nettet et rejsebureau i Douala, Cameroun hvor en dame der hed Queen rent faktisk svarede på mine mails (i modsætning til de 4-5 andre rejsebureauer jeg også skrev til), endda på rigtig godt engelsk. Queen har med stor sandsynlighed tilhørt den anglofile del af den Camerounske befolkning.
Jeg udspecificerede at mit fornavn var Jakob og mit efternavn var Oester når man købte flybilletter. Jeg sendte hende en kopi af mit pas. Jeg bad hende lave en reservation først så jeg kunne se at hun havde stavet mit navn rigtigt. Det havde hun. Så lavede jeg en international bankoverførsel på de knap 600 USD som mine to flybilletter (fra Malabo, Ækvatorialguinea til Sao Tome og videre fra Sao Tome til Libreville) kostede.
En fredag aften klokken 20 tilbage i januar måned så jeg at der var kommet en mail fra Queen med mine billetter. Hun havde sendt den klokken 16 – formentlig lige inden hun var gået på weekend. I de faktiske billetter havde Queen præsteret at bytte rundt på mit fornavn og efternavn og stave begge dele forkert, så jeg nu hed Oster Jacob. Det var rigtig flot, flot arbejde synes jeg.
Jeg skrev til Queen at det skulle hun lave om. Mandag fik jeg en e-mail om at det nu var ændret samt en flybillet i word-format hvor navnet stod rigtigt. Et hurtigt check websiden checkmytrip kunne dog afsløre at navnet ikke var ændret i Amadeus-systemet og dermed heller ikke hos flyselskabet. Jeg tillader mig at konkludere at den gode Queen selv har ændret i navnet i en word-fil på sin egen computer..
Herefter fulgte måske 30 mails som resulterede i ingenting. Queen kunne ikke ændre navnet (muligvis fordi hun ikke nåede at gøre det inden for de første 24 timer fordi hun var gået på weekend, muligvis fordi flyselskabet bare ikke gad at ændre det). Men som Queen skrev – ”Bare rolig det er et afrikansk flyselskab. Tingene fungerer lidt anderledes her – jeg tror ikke du får nogle problemer”. Jeg håbede hun fik ret.
Her skal det måske nævnes at Ceiba i mange år har været blacklistet af de Europæiske myndigheder og at der på Wikipedia står følgende om selskabet:
“In 2009 the CEO of CEIBA Intercontinental Mamadou Jaye, a Senagalese citizen of Gambian origin left Equatorial Guinea with a suitcase containing 3.5 billion CFA francs(approximately 5 million euros or 6.5 million United States dollars) and spare ATR aircraft parts to negotiate trade deals with Côte d’Ivoire, The Gambia, Ghana, andSenegal and to establish a West African office for CEIBA. Jaye never returned to Equatorial Guinea.[3] Jaye denied that he took money from the company and filed a lawsuit against Rodrigo Angwe, the Malabo-based correspondent for Agence France Presse (AFP) and Radio France Internationale (RFI) who submitted the story. Angwe used an employee as a source; the employee said that he received the information from the internet. After the employee’s admission, AFP and RFI retracted the story. Jaye accused Angwe of publishing the internet article himself”
Altid meget fedt når den administrerende direktør (hvis det altså var tilfældet) lige stikker af med en kuffert med 3,5 billioner Centralafrikanske Francs – så får man sig da lidt helt gratis branding.
I den ekstremt kaotisk lufthavn i Malabo, Ækvatorialguinea hvorfra jeg skulle flyve til Sao Tome var der helt fantastisk dejligt. Indtjekningen foregik i et rum uden aircon der lignede en lade tilhørende en jysk bondegård. Der føltes som om der var mindst 50 grader og i løbet af få minutter var man totalt badet i sved. To store grupper fik naturligvis lov til at snyde sig lige ind foran Oster Jacob i køen. Formentlig fordi nogen af dem var noget ved musikken. Så i stedet for at tjekke én mand ind på 2 minutter – tjekkede de 20 mand og omkring 60 stykker baggage inkl. 2 store plastikbylter som de påstod indeholdt bananer og et styk 65 tommers fladskærms-tv ind først. Der var håndskrevne boardingkort og håndskrevne baggagetags så det tog lidt tid. Til gengæld opdagede damen overhovedet ikke at mit navn ikke stemte da jeg endelig selv skulle tjekke ind. Flyet var ok. Et ATR 42 af ældre dato – et normalt ret pålideligt fly.
Da vi landede i Sao Tomé var jeg lige ved at glemme at stå af. Stort set alle andre passagerer skulle med samme fly videre (ind til Gabon på fastlandet). Og de 4 andre der stod af var stået af lynhurtigt uden jeg havde opdaget det fordi jeg sad helt forrest i flyet og udgangen var bagerst. Så jeg sad som vanligt og ventede på at de skulle åbne døren (som de altså for længst havde åbnet) og opdagede først hvad der foregik da de var ved at folde trappen op igen…Jeg løb derhen og nåede lige ud før flyet fløj videre…En af de 4 andre passagerer der stod af – en amerikansk, sort boreplatformsarbejder der hed Stephen Troy, og stammede fra Louisiana, præsterede til gengæld det omvendte. Han kom til at stå af i Sao Tomé selv om han skulle have været med videre til Libreville i Gabon! (Rimeligt heldigt at Sao Tomé er det eneste land i hele Centralafrika som man ikke behøver at have skaffet sig visum til forinden..) ”Min chef sagde det kostede ham næsten 1.000 dollars” sagde Tory da jeg mødte ham i lufthavnen tre dage senere (hvor det første fly videre gik) og miseren for længst var gået op for ham.
Sao Tome var fattigere end jeg havde regnet med. Fattigere end de andre lande i regionen tror jeg (undtaget CAR). Men med en caribisk og afslappet vibe. Meget anderledes end den mere hektiske (læs kaotiske) stemning i resten af regionen. Jeg boede på et guesthouse hvor der for en gang skyld både var lidt andre udlændinge, blandt andet et par flinke hollændere der arbejdede for Heineken i hhv. Liberia og Ghana og var store fans af Mads Brögger og filmen ambassadøren (som handler om Liberia og den Centralafrikanske Republik).
Efter Sao Tomé skulle jeg videre til Gabon. Jeg havde hjemmefra fået en forhåndsgodkendelse til et Gabon e-visum (dvs jeg kunne med denne godkendelse formedelst 100 Euro købe mig et visum ved ankomst til Gabon). Jeg havde fået godkendelsen for længe siden og havde sidenhen lavet lidt om i ruten, så nu passede datoen selvfølgelig ikke. Jeg prøvede i løbet af to måneder sådan cirka 500 gange at indsende formularen til e-visummet igen med den rigtige dato, men hver gang fejlede systemet. Så jeg planlagde indrejse med godkendt e-visum med forkert dato. (Meget fedt at indføre e-visum og så have et system der virker under 1% af tiden).
Visum til Gabon er normalt et meget svært visum at få i nabolandene, men for sjov skyld tog jeg lige en moto ud til Gabon-ambassaden i Sao Tome. Ude foran faldt jeg i snak (jeg på spansk de på portugisisk) med nogle flinke mennesker, hvoraf den ene viste sig at være den søde ambassadefrøken. Selv om ambassaden egentlig var lukket kom jeg med indenfor, udfyldte en formular på 2 minutter, gav hende et pasbillede, 70 euro og mit pas og fik at vide at jeg skulle komme igen næste dag klokken 13 og hente mit visum. Hun gad ikke se et eneste af alle mine fine (hårdt tilkæmpede og til fransk oversatte) dokumenter. Så let var det – og jeg mødte endda op på ambassaden i shorts, T-shirt og hvide stikkelsbærben (normalt her jeg altid lange bukser og skjorte på når jeg er på ambassader, men det havde jeg glemt her).
Da jeg planlagde turen tilbage i oktober havde jeg overvejet om jeg også kunne få mit Angola-visum her i Sao Tomé. Min kammerat, den gode Frode Kjems Uhre fik det her uden at skulle vise ret mange dokumenter for et par år siden. Men ifm. planlægningen kunne jeg ikke få bekræftet at det stadig var muligt så jeg havde lagt ruten anderledes og havde således allerede – som beskrevet i en tidligere post – fået mit visum dertil i Stockholm og havde allerede besøgt Angola.
Alligevel ville jeg lige gå forbi Angolas ambassade her i Sao Tome for lige at tjekke om det virkelig som det måske eneste sted i verden skulle være let at få det notorisk komplicerede Angola visum her. Jeg fandt en stor flot, gul bygning med en høj mur omkring, et vagtskur ude foran og Angolas flag vejrende over grunden. Den lå præcis hvor Lonely Planet havde angivet at Angolas ambassade skulle ligge. Og det lignede fuldstændig en ambassade. Men den flinke vagt sagde at jeg skulle gå et andet sted hen omkring en kilometer væk for at søge visum. En kilometer senere fandt jeg en stor flot, gul bygning med en høj mur omkring, et vagtskur ude foran og Angolas flag vejrende over grunden (…) Her var sågar et lille messingskilt hvor der stod at det var Angolas ambassade der lå her. Jeg talte med endnu en flink vagt. Han sagde at hvis jeg skulle have visum til Angola skulle jeg gå til Angolas ambassade der lå et helt tredje sted (..) omkring en kilometer yderligere væk (altså 100% sikkert ikke det første sted jeg lige havde været men i den stik modsatte retning ??!!). Han fortalte også at ”ambassade nummer 3” nu desværre var lukket for i dag, men at jeg kunne komme igen i morgen. Jeg går ud fra at den tredje ambassade var en stor, flot gul bygning med en høj mur omkring, et vagtskur ude foran og Angolas flag vejrende over grunden. Men jeg gad ikke tage derhen når der var nu var lukket.
Se nu ved jeg ikke hvor længe dette kunne have gentaget sig, men man kan da i hvert fald ikke beskylde Sao Tome for at gå ned på antallet af Angola ambassader…Næste dag havde jeg egentlig planlagt at tage en moto ud til den 3dje Angola ambassade – bare for professionel nysgerrigheds skyld – men jeg nåede aldrig derud, og det var som sagt heller ikke så vigtigt da jeg havde fået mit visum og allerede havde besøgt Danni i hans luksuslejlighed i Luanda, Angola. Selv om det selvfølgelig kunne have været interessant om jeg var blevet peget yderligere en kilometer videre til en stor, flot gul bygning med en høj mur omkring, et vagtskur ude foran og Angolas flag vejrende over grunden…
Da jeg skulle flyve videre fra Sao Tome til Gabon mødte jeg som sagt uheldige Troy der ufrivilligt havde opholdt sig 3 dage i Sao Tome indtil det næste fly nu gik. Ved udrejse skulle man – kun udlændinge naturligvis – betale airport tax på 21 dollars. Alle sedler selv en-dollar skulle gennemlyses. Damen brokkede sig over at Troys dollarsedler var bukket på midten. ”What am I supposed to do they are in my wallet” sagde Troy med dreven sydstatsaccent. Hehe.
Før han kom til Sao Tome havde Troy arbejdet på en boreplatform ud for Malabo Ækvatorialguinea. ”They get away with murder overthere” sagde han med sin Louisiana accent og fortalte den ene røverhistorie efter den anden om forholdene i verdens måske underligste land. Om hvordan han havde været på diskotek i Malabo og den ene af præsidentsønnerne var kommet ind med 5 megalækre damer og et utal af kaleshnikov-bevæbnede vagter og havde opført sig som om han ejede hele verden. Om hvordan han en dag kort tid efter han var kommet til landet havde kørt en tur nær hovedstaden med sin hvide chef (der havde arbejdet i Ækvatorialguinea i 8 år). De kom forbi en af de øverste generaler i hæren der gik på gaden naturligvis sammen med verdens smukkeste kvinde. ”Don’t look” sagde chefen. Troy kiggede lidt alligevel. ”Don’t look” sagde den sorte chauffør. Troy kiggede væk. ”Hvis de synes du glor tager de vores nummerplade, finder os og sørger for vi får en passende straf” sagde chaufføren.
Jeg glædede mig over jeg for længst havde lagt Ækvatorialguinea bag mig. Jeg tjekkede ud af Sao Tome, kom let ombord på endnu en ATR42 (formentlig den samme som sidst) med kurs tilbage mod fastlandsafrika og Gabon (denne turs land nummer 8). Igen uden at nogen som helst tog notits af at det ikke var Oster Jacob der tjekkede ind.
I løbet af 8 døgn havde jeg derved sat fod i følgende 6 af verdens sværest tilgængelige lande: Angola, Centralafrikanske Republik, Cameroun, Ækvatorialguinea, Sao Tome & Principe og Gabon. For what it is worth formoder jeg at det er jeg den første person i verden der har gjort.
(regnet fra udrejsetidspunktet fra Angola til indrejsetidspunktet i Gabon. I praksis var jeg 3 nætter i Angola, 1 nat i CAR, 3 nætter i Cameroun, 2 nætter i ÆG, 2 nætter i Sao Tome og jeg skal nu være 4 nætter her i Gabon hvorfra dette skrives)
Hehe – Gunnar Garfors go home… (tjek selv på ved at søge på navnet på google)
Og for at det ikke skal være løgn kunne jeg faktisk ret let have skåret dette ned til 6 døgn hvis jeg havde nøjedes med en enkelt nat i Cameroun (som jeg alligevel skal tilbage til senere). Meganørdet – i know – men det kunne have været en endnu sjovere rekord at have haft…Men da jeg var lidt loren ved om de i den Centralafrikanske Republik (CAR) kunne finde på at aflyse mit fly pga. valg / eventuelle uroligheder satte jeg tre nætter af til mit efterfølgende Cameroun-besøg således at jeg både kunne tåle en flyaflysning i CAR samt nå at vente 2 døgn på det næste fly mellem CAR og Cameroun – og stadig nå alle de efterfølgende fly. Ingen grund til at risikere at smide resten af turen ud af vinduet for at optimere en nørdet (formentlig) verdensrekord med et par døgn..
Hehe – Bor nu på det fedeste strandhotel her nord for Libreville, Gabon og ud af mit vindue glor jeg lige nu på palmer, strand og sol. Så herfra tror jeg nok resten af turen fortrinsvis står på ferie og afslapning – og så måske lige et lille eventyr mere…
