 |
 |
 |
 |
Tillad mig at starte med at citere gode gamle Lonely Planet omkring Tchad:
”Wave goodbye to your comfort zone and say hello to Chad. Put simply Chad is a place and an experience you will never forget! If Ghana and Gambia are Africa for beginners, Chad is Africa for the hardcore.
To say that travel here can be tough is a major understatement. In much of the country the roads are utterly diabolic, the tourist infrastructure somewhere below zero, the paperwork overwhelming, the corruption wallet draining, the summer heat mind melting, the costs astronomical and the security situation highly unstable”
Som om ovenstående, formentlig langt hen ad vejen stadig dækkende, introduktion ikke skulle være nok, har Boko Haram, som mange nok ved, været på fremmarch i landet (blandt andet fordi de af den Nigerianske hær bliver presset ud af Nigeria og ind i Tchad) og hyppige terror- og selvmordsangreb har fundet sted – også rettet med hovedstaden med det eksotiske navn N’Djamena, som var det eneste sted jeg turde opholde mig. (3 angreb i N’djamena i hhv. juni og juli 2015 med 11, 15 og 27 dræbte blandt andet en selvmordsbombe mod det centrale marked)
Nu har du måske et lille billede af hvordan der er i et af verdens mest mislykkede lande. Et land som ifølge Transparancy International er det mest korrupte i Afrika.
Retfærdigvis skal siges at inden jeg kom havde hæren og regeringen heldigvis fået bedre styr på sikkerheden i hovedstaden og det var således over et halvt år siden der sidst var udført terrorangreb her. Til gengæld var Boko Harams aktioner desværre taget til i den øvrige del af landet.
Jeg bevægede mig rundt med en vis forsigtighed.
Nu er Lonely Planets information herover desværre omkring ti år gammel da både Lonely Planet og alle andre forlag har opgivet Tchad siden da (Lonely Planet har aldrig lavet en decideret guide til Tchad men indtil de for omkring fem år siden holdt op med at opdatere information om farlige lande var landet en del af deres Afrika multi-country guide). Så en del kan have ændret sig siden da. At landet skulle være så svært, kaotisk og hardcore som Lonely Planet beskriver har jeg for eksempel svært ved at få øje på i hvert fald ud fra en isoleret betragtning alene her fra hovedstaden N’djamena. Faktisk virker det som en af de mest civiliserede byer jeg her besøgt i hele Centralafrika. Men det kan jo være Lonely Planet forfatteren herover kun har været i Ghana og Gambia…
Ørkenstøvet hænger over byen da jeg på gåben bevæger mig rundt. Her er helt anderledes i Tchad end i resten af Centralafrika. Først og fremmest er her overvejende muslimsk – hvor de andre lande overvejende er kristne. Mænd går rundt i lange kjortler og med berberagtige tørklæder viklet om hovederne antageligt for at beskytte mod den brændende ørkensol. Tchad minder meget mere om andre lande i Sahel-bæltet som f.eks Niger (som alle der læser med selvfølgelig kender indgående) end lande som Cameroun og Gabon.
I løbet af de foreløbig to dage jeg har opholdt mig i N’djamena har jeg taget sammenlagt 4 billeder. Fire! Og hvert og et har affødt problemer. Aldring har jeg været i et land hvor fotografering er så umuligt. Udover at man selvfølgelig skal have registreret sit visum hvis man er her mere end 72 timer skal man naturligvis også have en fototilladelse. Og selv om man så har sådan en (hvad jeg ikke har, men det kan de jo ikke vide) så går folk totalt amok hvis man så meget som tager kameraet op ad tasken. I dag har jeg nok spurgt de første 100 mennesker om jeg måtte tage et billede af dem. Hver og en sagde nej. Så forsøgte jeg mig med et enkelt snigerskud fra lang afstand med min 300 mm zoom af manden på den højt belagte cykel. Hvilket resulterede i at han efterfølgende opsøgte mig tre forskellige steder i byen i løbet af de næste 2-3 timer! Jeg var lidt i tvivl om han ville have mig til at slette billedet eller han bare ville have penge. Til sidst gav jeg ham 500 Francs (6 kroner) hvilket ikke synes at tilfredsstille ham nævneværdigt. Men han holdt da op med at forfølge mig.
Officielle monumenter og bygninger må naturligvis heller ikke fotograferes. Næ nej det er da meget forfærdeligt når man nu har brugt en bondegård på at bygge et granitmonstrum af et monument at der er nogen der gider at fotografere det. Så billedet af martyrpladsen i albummet er taget mens jeg står i en blind vinkel fra de tre vagter fra pladsen (som lige havde fortalt mig at jeg absolut ikke måtte fotografere der). Billedet fra det centrale marked affødte også adskillige vrede tilråb selv om det helt bevidst bare er et hurtigt skud uden noget hovedpersonmotiv. Selv menukortet jeg fotograferede for at vise hvad man får at spise på disse kanter var et stort problem. Tjeneren kom fluks rendende med en takeaway-menu (som var en hel del sværere at affotografere) fordi jeg havde sagt til ham at jeg kun ville tage billedet for at huske hvad der var på menuen. Det fattede han overhovedet ikke. Når han nu havde givet mig en takeaway menu kunne der jo bestemt ikke også gives tilladelse til affotografering af hans rigtige menu. Godt så. Det var lige før han forlangte at jeg slettede billedet jeg allerede havde nået at tage.
Så det vil være synd at sige at de er vilde med fotograferende besøgende her i landet. Det ville også være synd at sige at de er vant til turister – eller at det er et land der er lige ved at åbne op for masseturismen. Til sidst gav jeg op. Selv om jeg godt ville have fotograferet en masse af de flotte ørkenmænd i lange hvide kjortler og med tørklæder viklet om hovederne.
Tchad er turens sidste land. Der kommer lige en opsummering lidt senere inkl. et album med turens bedste billeder – men ellers er det back to work on monday!
Thanx for following.
