Mød ”Les Sapeurs” – Selskabet til elegante menneskers fremme

Så har jeg driblet rundt et par dage i Kinshasa som er en fin nok by. Meget, meget bedre end sit rygte og sammenlignet med så mange andre afrikanske hovedstader ligger den godt til. Udover at her er så skidedyrt.

Priseksempler: 1,5 liter vand i supermarked 20 kr. En takeaway pizza (halv dk størrelse) 75 kr. En takeaway pizza (fuld dk størrelse) 120 kr. Ray Ban solbriller i butik: 3.400 kr. Færgeoverfart i fem minutter med synkefærdig pram 200 kroner. Billigste hotelværelse i centrum 450 kr (ekskl. lokumspapir). Gennemsnitslønnen iflg. min guidebog er 5.000 kr pr år svarende til at der er råd til en takeawaypizza (den lille) ca. hver 6 dag…Heraf tror jeg vi må konkludere at de fattige ikke spiser særlig mange takeaway pizzaer (eller at min Bradt guidebog tager fejl).

Til gengæld fejler størrelserne på øl ikke noget. En normal øl er på 750 ml (20 kr) og en ”lille øl” er på 500 ml (13kr). Det er da til at forstå (også prismæssigt).

Nå men i dag skulle jeg hente visummer. Forinden havde jeg dog arrangeret en lille foto-shoot. Ingen af mine guidebøger aner noget om ”Les Sapeurs” men et af mine store fotograf-forbilleder norske Johnny Haglund vandt sidste år en pris i Travel Photo of the year (samme konkurrence som jeg var i finalen i i år) for et billede af tilhængerne af ”La Sape” – Société des Ambianceurs et des Personnes Élégantes (La Sape er bevægelsen – en Sapeur er en tilhænger) . Både Guardian og Wall Street Journal har haft artikler om dem – men jeg tror begge aviser har været her ifm. den årlige ceremoni ifm. bevægelsens stifters dødsdag. Mig bekendt en dato der ikke var lige om hjørnet. Og så vidt jeg forstod på de lokale er disse Sapeurs ret svære at se i det offentlige rum.

Og hvad er så en Sapeur? Det er minsandten en person som tilkender sig en ”tøjreligion”. Ja sgu. En religion der går ud på at selv om man er fattig skal man iklæde sig ekstravagant modetøj fra de førende vestlige modehuse. Vi taler Gucci og Versace. Vi taler slange- og krokodilleskindssko og flamboyante jakkesæt. Vi taler om mennesker som angiveligt skulle være villige til at give mere for deres tøj end det blikskur de bor i.

Se, det synes jeg eddermame lød underligt. Nu skrev jeg godt nok at de skulle være svære at se. Men ikke sværere end at 50 dollars kunne lokke dem ud af busken. Via en fyr på mit hotel som kendte en fyr som kendte en Sapeur fik jeg i går arrangeret det således at tre sapeurs skulle møde mig på mit hotel klokken 08.45 i morges så vi kunne tage ud til den kirkegård hvor bevægelsens leder ligger begravet og skyde et par billeder.
Tidsmæssigt satte dette mig under et vist pres. Jeg havde nemlig en aftale om foretræde på dagens første ambassade klokken 11.30 og der var en halv times transport dertil.

Klokken 09.10 var der selvfølgelig ikke kommet så meget som en enkelt lille tøjtilbeder. Lidt efter kom Manics og Martinique. Familiefædre i slangeskindssko. Jeg forestiller mig de har haft det temmelig varmt i deres tre-lags designerkluns. Mens vi ventede skød jeg lidt indendørsskud i en lille butiksgang hvorefter jeg satte mit stativ op ude på vejen og gjorde klar. En bleg, ranglet rødhåret fotograf der sætter sit stativ op midt ude på gaden og derved forstyrrer trafikken er antageligt ikke noget helt ordinært syn i Kinshasa. I hvertfald stod der kort efter flere hundrede nysgerrige lokale og gloede med uindskrænket nysgerrighed på rejse- og fotograffætteren. Sidste Sapeur-mand Roger – far til fem – indfandt sig klokken 09.45 – en time forsinket til et to-timers fotoshoot er da noget der er til at tage at føle på.

Min fixer (Paul) spurgte om vi skulle starte med at køre ud til Place de la Victoire hvor der var ”opvisning med artister”. Jeg synes det lød spændende. Naturligvis tog det 30 minutter i megatrafikprop at komme derud (6 personer i en taxa jeg delte et forsæde med Paul). Så var det godt jeg havde masser af tid. Da vi kom derud viste det sig at opvisningen først var 4 timer senere. Så tog vi en taxa tyve minutter til kirkegården. Da vi kom derud var den lukket…Heldigvis faldt Paul og jeg i snak med en Mademoiselle der så lidt jetsetagtig ud og havde utrolige mængder make-up i ansigtet. Det viste sig at Mademoiselle var skærmtrold for en lokal Kinshasa tv-station som var på vej ind for at lave et indslag om les Sapeurs. Pludselig var der således Sapeurs allevegne. Måske 10-15 stykker. Klokken var næsten 11.30 og det vrimlede med mænd med piber i ternede jakkesæt og slangeskindssko. Ambassaden måtte sgu vente. Det var tid til at se dem danse på lederens grav. Bogstaveligt talt. Og flashe mærkerne i deres designertøj. Er du sindssyg det var mærkeligt. Men meget underholdende.

Klokken 12 var det slut. Ambassaderne holder lukket mellem 12 og 14 så jeg kørte hjem med mit store fede Nikon. Det skulle jeg aldrig have gjort. Klokken 14 hentede jeg mit Congo visum. Jeg var lidt nervøs da datoen jeg har tænkt mig at krydse Congo-floden (i morgen) ikke stemte overens med datoen på mit invitationsbrev (i overmorgen) – men sekretæren gav mig bare mit visum og sagde at jeg fint kunne rejse i morgen.

Jeg tog en taxa til den anden ambassade og efter at have ventet 20 minutter på konsulen (hvilket må siges at være fair nok når jeg selv kom over tre timer for sent) og udskiftet et styks minimalt revnet 20USD som jeg havde betalt med dagen før fik jeg også dette visum. Så nu er alle mine mange visummer i hus efter måneders meget hårdt slid. Herfor skylder jeg en usædvanlig stor tak til rigtig mange gode mennesker i min heldigvis efterhånden ret så omfangsrige rejseomgangskreds – jeg venter lige med at nævne navne da jeg er lidt busted efter en lang dag og bare risikerer at glemme nogle.

På vej hjem kørte jeg Moto med 19-årige Patrick der havde kæmpestore briller og lignede en dukke.

Jeg ved ikke hvor de kom fra. Jeg ved ikke hvad de lavede. Jeg ved ikke hvor de skulle hen. Men pludselig midt på vejen kom over 100 Sapeurs gående på en lang, lang række(!) Lyset var dårligt. Farverne var fesne. Og jeg havde kun mit iPhone-kamera. Så beklager den forringede billedkvalitet. Jeg kunne sikkert have lavet et par snydetricks med mit Nikon. Men hvad faen – det går sgu nok. For hvornår er det lige man igen får chancen for at fotografere mænd der går rundt med designersko på hovedet eller en lille dreng i hvid skjorte og habit og stor fin firkantet kuffert der går ude midt på en af DR Congos mest trafikerede gader?

Enjoy the photos.

PS I morgen skal jeg krydse grænsen og Congo-floden (og møde ”text-tv-Torbjørn” på den anden side i Congo-Brazza). Det skulle være en af verdens mest korrupte grænser at krydse. Jeg har været dernede at lure i dag og 6 politimænd synes jeg skulle købe kaffe til dem for at få lov at komme ind. Hvis ikke i dag så i morgen. Men det går nok – de er sgu flinke nok. Og så må vi se om jeg for første gang nogensinde kommer til at hoste op med bestikkelse ved en grænse.