Centralafrika Blog

Luksusbesøg i Angola og Så let er det at få visum til Angola (nu er teksten herfor rent faktisk med i bunden havde glemt den foer…)

Luksusbesøg i Angola

Jeg landede sent om aftenen i Luanda. Der var kun 2 dage til mit visum udløb men jeg kom glat igennem immigrationen. Der var styr på tingene i lufthavnen. Baggagen var der med det samme og jeg klarede formaliteterne på ingen tid, hvilket stod i skærende kontrast til den meget lidt simple visumproces (se længere nede). Med et aflangt ansigt og et smil så stort og hvidt som Eddy Murphys tog gode Elias imod mig. I hånden holdt han et skilt hvorpå der stod Jakob Oester, Batmand. Jeg smilede mit bedste forsøg på et Eddy Murphy smil tilbage.

Jeg forsøgte at hæve penge i lufthavnens ATM. Max grænsen i automaten var 20.000 angolanske kwanza (900 kroner) hvilket jeg synes var i underkanten. Hvad er kursen spurgte jeg Elias. 200 kwanza til en dollar svarede han. Men du får 400 hvis du veksler på det sorte marked. Se det var jo lidt af en forskel og jeg stak mit visakort tilbage i lommen taknemmelig for at jeg ikke havde nået at hæve til den lave, officielle kurs.

”Har du vasket bilen” spurgte jeg Elias og han lyste op i endnu et Eddy Murphy smil. ”Yes, boss”. Elias er Danni’s chauffør. Danni er min kammerat fra Frederiksbergs suverænt førende bordtennisklub der lyder navnet Frederiksberg Batmænd. Danni er økonomiansvarlig for Mærks Delivery Services (der bl.a. opererer Mærsks forsyningsskibe) og udstationeret 2 år i Luanda, Angolas hovedstad. Han flyttede herned med fruen (som pt var hjemme på ferie i DK) for en måned siden og nåede lige at få sin lejlighed en uge før jeg kom. Der skulle jeg bo. Temmelig god timing for det billigste hotel jeg kunne booke på nettet i Luanda kostede 1.000 kr pr nat og havde bad og toilet på gangen. Jeg havde godt nok en couchsurfing kontakt, men ville selvfølgelig meget hellere bo hos Danni. Elias var sendt i lufthavnen og da der på grund af Angolas afsindige visumregler måske ikke ligefrem vælter ind med besøgende havde Danni fortalt mig at Elias havde insisteret på at vaske bilen når Danni nu fik besøg fra Danmark. I Angola taler man portugisisk, så på spansk, iblandet lidt fransk, sagde jeg til Elias at hans funklende hvide Kia var den flotteste bil i hele Angola. Han flashede Murphy gebisset igen.

Dannis lejlighed var enhver imperialists våde drøm. 312 m2. To plan. Ti værelser tror jeg. 7 badeværelser. To altaner hvoraf den ene var større end min første lejlighed i København. Fællesfaciliteter omfattede swimmingpool i olympisk længde, tennis, bordtennis, billard, bordfodbold, to fodboldbaner, legeplads, basket, fitnessrum osv. Huslejen var 5.500 USD pr. måned som Mærsk selvfølgelig betaler. Faktisk synes de det var billigt for Dannis forgænger havde givet 8.500 USD.

Danni fortalte at han havde været ude at købe 5 ekstra lokumsbørster så der var til alle toiletterne når der nu kom gæster. Her må jeg tilstå at taget i betragtning af at mit alternativ var et hotel med lokum på gangen tror jeg godt jeg kunne have nøjedes med en enkelt toiletbørste placeret på det private badeværelse der hørte til mit soveværelse. Hehe.

Dagen efter var det søndag, så Danni havde fri og sammen driblede vi rundt og så Luandas sights. Fortet med krigsmuseet, spiste frokost på ”La Ilha” på en fornem restaurant der bød på turens hidtil bedste måltid samt udsigt ind over havnepromenaden La Marginal og byens skyskrabere. Tjek i øvrigt billedet af det rimeligt funky toilet herfra (bemærk reaktionen fra pigen på skærmen..). Om eftermiddagen tog vi en speedbåd over til Mussulu beach.

Luanda er tit med i toppen når man ser listen over verdens dyreste byer. Det tror jeg dog snart der bliver lavet om på. Olieprisen som landet er dybt afhængig af er som bekendt historisk lav og landets økonomi er i frit fald. Da jeg fik vekslet sort viste det sig med de eksakte kurser (officiel 1USD=155kwanza, black market 1USD=350-400kwanza) at jeg kunne spare over 60% på alt. Så kostede et måltid på en af byens fineste restauranter pludselig kun 100 kroner. En banan i et supermarked kostede 50 øre. En smurt sandwich med kyllingesalat kostede 6 kroner. Færgebillet til Mussulu Beach (stor officiel vestligt udseende hurtigfærge) 3 kroner. Indgang til krigsmuseum 2 kroner. Så så længe jeg ikke skulle betale et dyrt hotel afregnet til den officielle kurs var Luanda en billig by. En billig by i et land der formentlig har brug for at olieprisen snart kommer op hvis ikke de skal gå rabundus.

Lige ved siden af det eksklusive lejlighedskompleks Danni boede i lå et kæmpe ”Mall” som var de mange expats foretrukne indkøbssted i området. Lige indtil at USA udsendte en sikkerhedsadvarsel om et muligt forestående terrorangreb i indkøbscentret inden for en periode på 30 dage. Det har nok ikke været helt optimalt for omsætningen og vi fandt da også et andet supermarked der lå lidt længere væk.

Mandag morgen havde jeg spurgt om jeg måtte komme med Danni på arbejde. Jeg var med den første time ud af Dannis lange arbejdsdag der varede fra 8-18. Sjovt at se en dansk arbejdsplads (med mange lokale ansatte) i udlandet og jeg nåede at møde bøde den danske landechef for Mærsk Olie og Gas (der vist nok bruger mit firma Axcess til Cisco leverancer men det vidste han ikke noget om) og den danske landechef for Mærsk Delivery Services. Resten af dagen tog jeg en slapper i Danni’s alt for fede lejlighed og gjorde brug af de 8Mb internet.

Alle sightseeing fotos er taget med iPhone. Jeg fik at vide alle steder fra at der sker rigtig mange væbnede røverier i Luanda (og at man hvis man har mobil med skulle have den på lydløs og ikke tage den op ad lommen..), så I må nøjes med lidt nedsat iPhone kvalitet.

PS hvorfor har Mærsk stjernen 7 takker? (scroll ned)
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
En skideballe hver dag – også om søndagen! (hehe).
Nope, seriøst, tak til Mærks og Danni for fantastisk husly

Så let er det at få visum til Angola.

Iflg. Angolas ambassade i Stockholm må du tidligst søge 30 dage før afrejse og det tager 15-20 arbejdsdage at lave visummet (…). Deres noget rodede hjemmeside bekendtgør at man skal indsende et væld af dokumenter hvoraf en del naturligvis skal være oversat til portugisisk og attesteret af en officiel notar.

De har 4 forskellige typer visummer der alle er nærmest umulige at få og det er stort set umuligt på deres hjemmeside at forstå hvilke krav der gælder hvilke typer visum. Vigtigst af alt står der at man skal have en officiel invitation som selvfølgelig skal være underskrevet af udenrigsministeriet i Angola. Næsten alt for let. Jeg fik dog alligevel luret en smutvej og fik sendt min ufattelige mængde hårdt tilkæmpede dokumenter til Stockholm. Forinden ringede jeg tre gange til ambassaden og spurgte om jeg ikke nok måtte have lov til at vedlægge det hampre visumgebyr udgørende 1.500 svenske kroner i kontanter, da jeg har lidt uheldige erfaringer med pengeoverførsler til ambassader i udlandet. Der stod naturligvis ikke noget kontonummer på hjemmesiden så jeg havde lidt svært ved at lure hvordan jeg ellers skulle få pengene derop når den tid forhåbentlig kom. Men kontanter blev kategorisk afvist, så jeg sendte mine møjsommeligt sammenskrabede dokumenter derop uden at vedlægge rede penge.

Et par dage efter kunne jeg se på track and trace hos PostDK at passet var udleveret til ambassadens postboks. Jeg ringede derfor derop. Telefontiden begrænser naturligvis sig til to timer på hverdage (og ambassaden har i øvrigt kun åbent for personligt fremmøde to dage om ugen). Da jeg havde lidt travlt på arbejdet fik jeg først ringet midt i telefontiden. De første 40 minutter af samtalen gik derefter med at ambassadefrøkenen skulle forsøge at finde mit pas (og svare andre telefoner). Lidt ildevarslende, men til sidst fandt hun det. Hvorefter hun proklamerede at ”nu ville de snart lukke så jeg måtte ringe i morgen”. Det lykkedes dog at overtale hende til at blive lidt på linjen. Datoen var onsdag 16.12. ”Skal du have dit visum ekspres” spurgte den i øvrigt meget elskværdige ambassadefrøken. ”Det behøver jeg ikke” svarede jeg. ”Så kan du få det retur den 29. januar”, svarede hun. Godt nok proklamerede hjemmesiden 15-20 arbejdsdage, men den 29 januar var jo først om halvanden måned!?. ”Hvis du betaler ekspres kan du få det inden vi lukker for julen” sagde damen. Det koster 3.000 svenske kroner. Det begyndte at dæmre for mig hvorfor de havde afvist at jeg medsendte kontanter. Så kunne de jo ikke forsøge sig med ekspresgebyret. ”Hvor længe holder i juleferie” spurgte jeg. ”Fra den 18 december til den 11 januar” svarede damen. Men det er jo mere end tre uger fik jeg fremstammet mens jeg prøvede at begribe hvordan en ambassade kunne sætte alle rejser til et helt land på standby en hel måned (næsten alle ambassader har åbent mellem jul og nytår og jeg har aldrig hørt om en ambassade der var lukket mere end en uge). ”Var det en mulighed at vi satte processen i gang nu og I så sender mig mit visum når i er tilbage den 11. januar” foreslog jeg kækt. ”Det kan vi godt sagde damen”. Jeg var lige ved at falde ned af stolen af bar overraskelse. Vi får dig lige godkendt i systemet – det tager cirka 24 timer og så sender jeg dig vores kontonummer på e-mail i morgen, når det er godkendt. Her skal det nævnes at jeg i mit liv har kommunikeret med ganske mange ambassader og det var hidtil aldrig sket at en ambassade havde kontaktet mig hverken pr e-mail eller telefon. Så herved var jeg lidt loren. Men hvad kunne jeg sige andet end at det lød herligt. Og søreme om der ikke dagen efter lå en mail fra ambassaden om at nu var jeg godkendt og kunne godt overføre pengene (standardgebyret på de 1500SEK) til det kontonummer som fremgik. Jeg overførte fluks og sendte damen min kvittering for udenlandsk overførsel. Dagen efter – fredag den 18 december, sidste dag før mere end 3 ugers lukketid ringede den søde dame igen. De havde ikke modtaget pengene sagde hun. ”Det plejer at tage et par dage” sagde jeg til hende ”men jeg kan lige sende dig kvitteringen for at jeg har overført i min ende igen”. ”Tak”, sagde damen,”så laver vi dit visum i dag!” Sådan tænkte jeg. Et af verdens alllersværestevisummer i hus. ”Sender du det så tilbage til mig” spurgte jeg. ”Nej” sagde damen ”vi må ikke sende det det skal afhentes personligt eller med kurer. Ellers kan vi ikke tage ansvaret for det” Nå for søren tænkte jeg. Jeg havde ellers allerede overført nogle hundrede kroner ekstra til returforsendelsen. ”Hvad nu hvis jeg skriver dig en fuldmagt om at jeg tager det fulde ansvar hvis det bliver væk i posten” forsøgte jeg. ”Så kan vi godt” sagde den søde dame til den nu aldeles forbløffede Østerboy. Jeg vidste godt jeg strammede den lidt, men det skulle forsøges: ”Kan du nå at sende det i dag?” spurgte jeg.”Men du har jo ikke betalt ekspresgebyr” sagde damen”. Hun tøvede lidt og sagde så:”Men det er jo jul. Du er en heldig mand. Vi sender det i dag”. Så endnu inden pengene var gået ind på ambassadens konto blev mit pas sendt hjem. Ovenikøbet blev det sendt anbefalet (de fleste andre ambassader plejer at tage et forsendelsesgebyr på nogle hundrede kroner og så sende med helt almindeligt frimærke til ca 29 kroner) og allerede dagen efter kom det hjem til far. Og således gik det til at jeg på en god uge inklusive forsendelsestid(fraregnet en ikke ubetragtelig dokumentfremskaffelsestid) fik det der af flere af de globetrottere der allerede har besøgt alle verdens lande betegnes som verdens sværeste visum se f.eks. denne liste her: http://www.garfors.com/2013/05/the-hardest-most-difficult-countries-to.html . Og må jeg bare sige: det kan godt være at Angolas visumproces er latterligt rigid og dokumenterne er nærmest uladsiggørlige at fremskaffe, men når bare folk på ambassaden er så samarbejdsvillige som de er på ambassaden i Stockholm så kan det altså lykkes alligevel.

Et møde ved Congo-floden – Republikken Congo, dag 5-7

Dr. Øster I presume? Sådan sagde Torbjørn da vi mødtes i Brazzaville lige efter jeg havde krydset Congo-floden og var ankommet til hovedstaden i Republikken Congo. Jeg blev helt paf for jeg havde selv tænkt mig at sige præcis det samme bare med hans navn i stedet.

Han lignede sig selv fra de billeder jeg havde set. Totalt eventyrerlook med det lange skæg og den af de mange kilometer på farten slidte hat. Signaturhatten.

Vi klikkede med det samme. Og snakkede syv timer i træk. Den første dag.

Mange af jer har sikkert læst om Torbjørn. Hans historie – den korte version – har været fortalt i et væld af medier danske som udenlandske.

Torbjørn har en plan. Han vil besøge alle verdens lande. I én sammenhængende rejse. Uden at tage hjem til Danmark undervejs. Uden at flyve. Med mindst 24 timer i hvert land. Og ved at skaffe alle visummer lokalt (altså uden at sende et af sine pas hjem og få visum i Danmark). For et budget på 20 USD om dagen.

Det er der ingen mennesker der har gjort før Torbjørn.

Men der er en anden der har gjort noget der minder lidt om det, men er lidt mindre radikalt. Ham vender vi tilbage til.

Torbjørn er nu omkring halvvejs – og har siddet fast i Centralafrika, verdens sværeste region at få visummer i, i snart et halvt år. Han har været afsted i snart 2 ½ år. Jeg tror godt jeg må sige at lidt dansk selskab var tiltrængt.

Vi røg vandpibe ved Congo-floden mens lyn og torden bragede om ørerne på os (det er regnsæson nu). Vi drak øller ved Mami Wata længere nede ad floden med udsigt tværs over floden til Kinshasa på den anden side. Vi gik ture i byen. Og røg mere vandpibe og drak flere øl. Mens jeg fik Torbjørns historie. Og han fik min. Undervejs gik det op for mig at der er flere lag i Torbjørns historie – heraf lag jeg syntes var vanvittigt interessante. Så jeg foreslog at vi lavede et interview. Torbjørn var med på idéen og vi brugte i alt 3 lange dage på interviewet. Berlingske og BT (som har fælles rejseredaktion) har i dag givet tilsagn om at bringe artiklen, som jeg selv i al ubeskedenhed synes har potentialet til at blive rigtig spændende (har ikke skrevet den endnu men håber den bliver god..). Og umiddelbart forinden havde de antaget en af mine øvrige rejseartikler. Så Øster er en glad mand. TAK til den flinke redaktør (som muligvis læser med her på facebook). Hun er min tidligere JP-kontakt der nu er skiftet til Berlingske/BT – tak fordi du gider bringe mine artikler!

Jeg kunne skrive meget mere om Torbjørn og hans på mange måder ganske forrykte projekt – men resten må I vente med at få til artiklen kommer (og dette indlæg er gjort privat så det ikke kan deles for lige at give lidt eksklusivitet til den kære avisredaktion der gider bringe artiklen).

I mellemtiden kan I følge Torbjørns projekt hans hjemmeside og på facebook – på once upon a saga – samt på diverse andre funky medier (instagram, reddit, youtube and whathavewe som jeg ikke har forstand på).

Lidt billeder vedhæftes. Et par billeder af Torbjørn og et par hurtige snaps fra Brazzaville (hvor tiden gik mere med at ryge vandpibe og drikke øl end at lege turist så ikke så mange ophidsende billeder denne gang beklager).

PS Deres udsendte kan endvidere oplyse at en pakke toastbrød i et kæmpestort supermarked i Brazzaville koster 40 kroner. Bare in case der var nogen der lige sad og tænkte på hvad sådan en sag mon stod i i Congo.

PPS jeg er allerede draget videre til den næste land (naturligvis) – mere herom senere – men det sidste billede i serien kan man se min hjemmearbejdsplads i dag.. taget i den lille, ydmyge lejlighed hvor jeg nu bor. Den er på beskedne 312 m2 og jeg har haft den helt for mig selv i dag – naturligvis inklusiv 7 badeværelser – samt 8 Mbps internet så Østerboy kunne streame seneste afsnit af bedrag..Hoho!

Dagen var kommet hvor jeg skulle krydse en af verdens angiveligt vanskeligste grænser. Til at begynde med havde jeg allieret mig med flinke Robert. En smilende taxachauffør med et melankolsk ansigt som jeg havde sludret lidt med i et par dage hver gang jeg gik forbi hans taxaventegadehjørne. Det skulle vise sig at være lidt tid givet godt ud. ”Lige meget hvad de siger så giv dem ikke dit pas i billetlugen” sagde Robert da vi i hans taxa kørte ned mod ”Le Beach” som færgehavnen hedder. Herfra kan man tage en ”Canoe Rapide” de tre kilometer over Congo-floden og krydse grænsen mellem DR Congo og Republikken Congo (aka Congo-Brazzaville). En i sandhed berygtet grænse som jeg havde læst et utal af skrækhistorier om på internettet. Første hurdle var de 5 politifolk der bevogtede indkørslen til området. Det var dem jeg dagen forinden havde været nede at tale med. Da var de stærkt irriterende, bad om penge og to af dem var meget berusede. Politifolkene med den lidt for lave månedsløn ville Robert heldigvis skide på (..) så mens de råbte og skreg og fløjtede i deres små latterlige fløjter kørte Robert sin taxa lige forbi dem og parkerede hundrede meter længere fremme foran billetlugen hvor man kunne købe færgebilletter. Hehe – godt gået Robert. Så var de første korrupte politimænd allerede forceret (aner ikke hvorfor de ikke bare løb de 100 meter over til billetkontoret og generede mig der som jeg bestemt havde forventet men det gjorde de heldigvis ikke)

Giv mig dit pas sagde billetsælgeren. Jeg gav ham en lamineret fotokopi som jeg havde klar i min lomme. ”Det er ikke dit pas”, sagde manden. ”Det er jo bare en fotokopi. Jeg skal bruge dit pas” gentog han. Bag mig hev hustlere i mig og en insisterende ung fyr (der naturligvis kunne huske mit navn fra dagen i forvejen) ville utrolig gerne have at jeg betalte ham for personligt at guide mig gennem dette ragnarok. Gennem tremmevinduet rakte jeg billetsælgeren mit pas og forsøgte at holde fast på det. Han hev det ud af hånden på mig og skriblede detaljerne derfra ned i sin log-bog og tog i mod de 20.000 Congo Francs (150 kroner) som overfarten kostede. ”Du får dit pas tilbage nede ved immigrationen” sagde manden da han gav mig billetten. Det kunne jeg ikke bruge til noget så jeg bad om at få det nu så jeg kunne sikre mig at det blev stemplet og så jeg var sikker på at slippe for at give bestikkelse for at få det tilbage. Efter lidt forhandling på fransk med venlig hjælp fra søde taxa-Robert der var blevet hængende for at assistere mig lykkedes det mig at få passet retur og selv få lov at tage det med til immigrationen. Nu var der kun få meter hen til den forjættede gitterlåge der afholdt tiggere, plattenslagere og korrupte politifolk fra at komme ind til selve immigrationsområdet og den ”hurtige kano”.

Før lågen blev jeg dog holdt tilbage af en mand i en fin og vældig officielt udseende hospitalsskjorte der mente jeg skulle vise ham mit vaccinationsbevis med gul feber vaccination. Det mente hjælpsomme Robert ikke var nogen fortryllende ide da vaccinationstjek burde foregå bag gitterporten. Men manden var meget insisterende og hans officielle vaccinationsskjorte overbeviste blåøjede Øster om at det var en vældig god ide at overlevere ham mit vaccinationsbevis. Det skulle jeg aldrig have gjort for nu ville hospitalsklovnen pludselig gerne have lidt basseører for at jeg kunne få mit bevis tilbage. Men sådan leger man ikke med Østerboy som derfor forsøgte med vold at fravriste ham det famøse bevis mens jeg råbte ad ham. I min guidebog står der man aldrig må hidse sig op over for en lokal i DR Congo. Alligevel brølede jeg manden ind i bøtten. På pæredansk bekendtgjorde jeg at jeg syntes han var en skidespræller mens vores vaccinationsbevis-tovtrækning nærmest rev beviset midt over. Her skal det måske nævnes at den navnkundige Graham Hughes (google ham hvis du ikke ved hvem han er) for en muligvis tilsvarende forseelse her i byen endte 7 dage i et af verdens mest horrible fængsler. Men det anede jeg heldigvis ikke noget om på det tidspunkt. Da jeg endelig fik fravristet stodderen beviset skubbede jeg til ham, så han mistede balancen længe nok til at jeg kunne løbe forbi ham og over til 4 kalashnikov-bevæbnede og uniformsklædte vagtdrenge der bevogtede porten ind mod den forjættede færgehavn. Dem havde jeg heldigvis været nede at småsludre med dagen forinden, så de smilede bare og lukkede mig ind og så var jeg heldigvis bag sikker afskærmning og væk fra gadens hustlere.

Nede ved immigrationen gennemgik jeg i ro og orden det nu officielle vaccinationstjek. Immigrationsbygningen var et 40 grader varmt træskur. Jeg stak hovedet ind i de første to kontorer før jeg blev henvist til et tredje kontor hvor jeg kunne få mit pas inspiceret. Jeg blev udspurgt om de sædvanlige ting og fik let mit stempel. Så skal du bare gå tilbage til der hvor du købte billetten og give manden dit pas sagde den flinke immigrationsbetjent. Gu skal jeg da røv tænkte jeg. Faktisk ville jeg hellere spadsere en tur nøgen gennem helvede end at gå tilbage ud til de korrupte stoddere. Men den flinke betjent var meget insisterende. ”Så skal du gå med” sagde jeg til ham. Det ville han heldigvis gerne. Da vi nærmede os gaten ud mod ragnarok tilsmilede lykken mig. En billetofficer kom i det samme i mod os – med en passagerliste hvor mit navn stod på og en stak pas. Han fik mit pas også og jeg slap for at se mere til underbetalte politifolk og andre gavtyve der skulende som høge hang i gitterlågerne og ventede på bytte der skulle komme tilbage ud til dem.

Retur ved immigrationen – nu uden pas – skulle min baggage tjekkes. Det foregik i et lille rum hvor en livstræt dame der så ud som om hun lige havde fortæret en fastelavnstønde hjertensgerne ville se nærmere på min baggage. Her havde strategiske Østerboy snedigt sørget for at min daypack mestendels indeholdt halvgammelt snotpapir, ubrugte brækposer (som er gode at have ved hånden hvis ungerne får køresyge og derfor altid ligger i min håndbaggage) og diverse reservationer og andre officielle breve der er af ganske essentiel karakter på disse kanter. Alt sammen af meget lille værdi for fastelavnstøndedamen til trods for at sidstnævnte dokumenter udskrevet på splinternyt og skarpslebent printerpapir (super godt at have ved hånden hvis man skulle løbe tør for toiletpapir). Damen kiggede videre i retning af min store rygsæk men opgav hurtigt ævredet måske fordi indholdet var så svært tilgængeligt. Hvor mange penge har du spurgte hun med triumferende, inkvisitorisk stemme. Det ved jeg ikke svarede jeg i fuld overensstemmelse med sandheden. ”Vis mig dine penge” sagde hun. ”Nej jeg vil ej” sagde jeg. Det så ikke ud til behage den nu let fnysende Madame. ”Hvor har du dine penge” spurgte hun så. ”Dem har jeg inde på maven” sagde jeg og viste hende toppen af mit mavebælte. ”Hvor meget har du så” spurgte hun igen. ”Omkring 500 dollars og 500 Euro” sagde jeg hvilket var lidt af en underdrivelse (Centralafrika er en cash only region for så vidt angår flere af landene). ”Vis mig dem så” sagde hun igen. ”Nej” sagde jeg igen. ”Så køb mig en kop kaffe!” forsøgte damen med begyndende desperation i stemme. ”Je veux pas” sagde jeg igen. Så gav hun endelig op. Den flinke immigrationsbetjent som havde fulgt mig rundt førte mig videre til et venteområde. Det lignede et fængsel med dets gamle skæve trægulve og -vægge og en tung gitterdør ud mod den forjættede hurtigbåd. Her fik passagererne så lov at sidde at svede en stiv klokketime mens ”der blev ordnet formaliteter” som min sidemand (der virkede enormt sympatisk og det viste sig da også at han var fan af FCK!) kunne berette. Så blev de første 4 passagerer endelig kaldt op. En halv time senere blev yderligere 12 passagerer kaldt op heriblandt Mr Uster fra Danemark, som kommandanten kaldte mig. Dermed fik jeg mit pas retur, fik lov til at den enorme gitterdør og efter en 4-5 yderligere tjek af dokumenter kunne jeg endelig gå ombord på en overraskende moderne hurtigbåd.

Selve flodkrydsningen tog kun knap 10 minutter og på den anden side var der lidt mere civiliseret. En betjent insisterede selvfølgelig på at fratage mig mit pas og en ung gut i en nystrøget skjorte ville mægtig gerne hjælpe mig med at klare formaliteterne for et forestiller jeg mig astronomisk beløb. Jeg afviste dem begge men betjenten insisterede selvfølgelig på at han skulle have mit pas hvorefter han gik fire meter væk og lagde det på det første immigrationsbord (for naturligvis var der flere immigrationsborde). Det står mig stadig ikke krystalklart hvorfor jeg ikke bare selv kunne gå derhen med passet men i det mindste sprang han pengeafpresningen over. ”Har du et invitationsbrev” spurgte immigrationsofficeren bag bordet. Af alle de grænser jeg har krydset er dette første gang jeg er blevet bedt om at vise et invitationsbrev (og for helvede hvor var det godt at ingen bad mig om et sådant ved min tidligere indrejse til DR Congo for da havde jeg ikke noget). Et invitationsbrev er noget man i visse lande skal bruge for at søge om visum. Der er jo ingen grund til det skal være alt for let. Eller alt for billigt. Når man først har fået visummet plejer man ikke længere at skulle bruge invitationen. Men det skulle man altså her. Op ad min svedige lomme fiskede jeg en ganske klæg men af officielle myndigheder stemplet invitation samt min hotelbekræftelse (som jeg havde afbestilt igen da hotellet var alt for dyrt, men det anede officeren heldigvis ikke noget om) samt min flybillet for efterfølgende udrejse fra Congo-Brazza. 127 forpulede dollars havde jeg måtte ofre for dette famøse brev men det skulle nu vise sig at være en god investering da jeg uden det formentlig ikke var blevet sluppet ind i landet (Jeg kunne I Kinshasa formentlig have sikret mig et billigere transitvisum uden invitationsbrev men så tvivler jeg på at jeg her var blevet lukket ind). Bagefter skulle jeg interviewes af en mand der lignede Robert Mugabe på et skummelt kontor der flød med papirstabler og papkasser og som lå bagerst i en skummel barak. Derefter gik turen forbi et par kontorer og immigrationsborde mere. Til sidst fik jeg mit stempel.

Samlet set kostede krydsningen mig kun de 150 kroner som færgebilletten kostede. I alt 3 timer tog det at krydse den 3 kilometer brede Congo flod inklusive alle formalia. Det er tyve minutter længere end min næstlængste grænsekrydsning nogensinde. Det var grænsen mellem Usbekistan og Afghanistan som altså tog 2 timer og 40 minutter (heraf 2 timer og 38 minutter på den usbekiske side).

Og selv om det her holdt lidt hårdt har jeg stadig ikke betalt en øre i bestikkelse ved nogen grænse jeg har krydset.

Land nummer 160 var i posen.

Udenfor hoppede jeg i en grøn og hvid taxa. Det sørgeligt lave uddannelsesniveau på disse kanter udstillede chaufføren med det samme. Han anede ikke hvor mit hotel som hedder Hippocampo lå. Det havde selvfølgelig også været for meget at forlange når der kun ligger cirka 5 hoteller i centrum og det kun lå et par kilometer væk. På overhovedet ikke fejlbehæftet fransk guidede jeg ham let via kortet i min bradt guidebog over en by jeg aldrig før havde besøgt frem til mit opholdssted.

Velkommen til Congo (nummer 2).

PS Apropos chauffører der ikke kan finde vej så glemte jeg forleden at skrive historien om min Moto-chauffør (Patrick) der kørte mig hjem fra mit sidste ambassadebesøg i Kinshasa. Jeg bad ham om at køre til byens mest berømte hotel som hedder Memlink (som ligger lige over for mit fedtede lille hotel ”Pour Vous”). ”Det hotel kender jeg desværre ikke Monsieur”, svarede Patrick sørgmodigt. Den tyggede jeg lidt på. Nå men så kør mig til banegården så guider jeg dig derfra sagde jeg snedigt. ”den kender jeg desværre heller ikke Monsieur” svarede Patrick. Vi taler her den centrale, kæmpestore banegård i Kinshasa. Den gode Patrick kunne faktisk ikke engang finde vejen til centrum, så jeg kunne guide ham derfra (bevares han kører sikkert normalt kun korte ture ude i det distrikt jeg prajede ham, men helt ærligt). Heldigvis havde jeg på det tidspunkt kørt så meget rundt i Kinshasa at jeg selv kunne guide ham hele vejen – og retfærdigvis skal siges at hvis ikke jeg havde prajet denne i øvrigt meget søde og sympatiske unge gut havde jeg næppe ved et herligt lykketræf stødt ind i de over 100 sapeurs der pludselig kom gående i procession midt ude på vejen..

God weekend!

Mød ”Les Sapeurs” – Selskabet til elegante menneskers fremme

Så har jeg driblet rundt et par dage i Kinshasa som er en fin nok by. Meget, meget bedre end sit rygte og sammenlignet med så mange andre afrikanske hovedstader ligger den godt til. Udover at her er så skidedyrt.

Priseksempler: 1,5 liter vand i supermarked 20 kr. En takeaway pizza (halv dk størrelse) 75 kr. En takeaway pizza (fuld dk størrelse) 120 kr. Ray Ban solbriller i butik: 3.400 kr. Færgeoverfart i fem minutter med synkefærdig pram 200 kroner. Billigste hotelværelse i centrum 450 kr (ekskl. lokumspapir). Gennemsnitslønnen iflg. min guidebog er 5.000 kr pr år svarende til at der er råd til en takeawaypizza (den lille) ca. hver 6 dag…Heraf tror jeg vi må konkludere at de fattige ikke spiser særlig mange takeaway pizzaer (eller at min Bradt guidebog tager fejl).

Til gengæld fejler størrelserne på øl ikke noget. En normal øl er på 750 ml (20 kr) og en ”lille øl” er på 500 ml (13kr). Det er da til at forstå (også prismæssigt).

Nå men i dag skulle jeg hente visummer. Forinden havde jeg dog arrangeret en lille foto-shoot. Ingen af mine guidebøger aner noget om ”Les Sapeurs” men et af mine store fotograf-forbilleder norske Johnny Haglund vandt sidste år en pris i Travel Photo of the year (samme konkurrence som jeg var i finalen i i år) for et billede af tilhængerne af ”La Sape” – Société des Ambianceurs et des Personnes Élégantes (La Sape er bevægelsen – en Sapeur er en tilhænger) . Både Guardian og Wall Street Journal har haft artikler om dem – men jeg tror begge aviser har været her ifm. den årlige ceremoni ifm. bevægelsens stifters dødsdag. Mig bekendt en dato der ikke var lige om hjørnet. Og så vidt jeg forstod på de lokale er disse Sapeurs ret svære at se i det offentlige rum.

Og hvad er så en Sapeur? Det er minsandten en person som tilkender sig en ”tøjreligion”. Ja sgu. En religion der går ud på at selv om man er fattig skal man iklæde sig ekstravagant modetøj fra de førende vestlige modehuse. Vi taler Gucci og Versace. Vi taler slange- og krokodilleskindssko og flamboyante jakkesæt. Vi taler om mennesker som angiveligt skulle være villige til at give mere for deres tøj end det blikskur de bor i.

Se, det synes jeg eddermame lød underligt. Nu skrev jeg godt nok at de skulle være svære at se. Men ikke sværere end at 50 dollars kunne lokke dem ud af busken. Via en fyr på mit hotel som kendte en fyr som kendte en Sapeur fik jeg i går arrangeret det således at tre sapeurs skulle møde mig på mit hotel klokken 08.45 i morges så vi kunne tage ud til den kirkegård hvor bevægelsens leder ligger begravet og skyde et par billeder.
Tidsmæssigt satte dette mig under et vist pres. Jeg havde nemlig en aftale om foretræde på dagens første ambassade klokken 11.30 og der var en halv times transport dertil.

Klokken 09.10 var der selvfølgelig ikke kommet så meget som en enkelt lille tøjtilbeder. Lidt efter kom Manics og Martinique. Familiefædre i slangeskindssko. Jeg forestiller mig de har haft det temmelig varmt i deres tre-lags designerkluns. Mens vi ventede skød jeg lidt indendørsskud i en lille butiksgang hvorefter jeg satte mit stativ op ude på vejen og gjorde klar. En bleg, ranglet rødhåret fotograf der sætter sit stativ op midt ude på gaden og derved forstyrrer trafikken er antageligt ikke noget helt ordinært syn i Kinshasa. I hvertfald stod der kort efter flere hundrede nysgerrige lokale og gloede med uindskrænket nysgerrighed på rejse- og fotograffætteren. Sidste Sapeur-mand Roger – far til fem – indfandt sig klokken 09.45 – en time forsinket til et to-timers fotoshoot er da noget der er til at tage at føle på.

Min fixer (Paul) spurgte om vi skulle starte med at køre ud til Place de la Victoire hvor der var ”opvisning med artister”. Jeg synes det lød spændende. Naturligvis tog det 30 minutter i megatrafikprop at komme derud (6 personer i en taxa jeg delte et forsæde med Paul). Så var det godt jeg havde masser af tid. Da vi kom derud viste det sig at opvisningen først var 4 timer senere. Så tog vi en taxa tyve minutter til kirkegården. Da vi kom derud var den lukket…Heldigvis faldt Paul og jeg i snak med en Mademoiselle der så lidt jetsetagtig ud og havde utrolige mængder make-up i ansigtet. Det viste sig at Mademoiselle var skærmtrold for en lokal Kinshasa tv-station som var på vej ind for at lave et indslag om les Sapeurs. Pludselig var der således Sapeurs allevegne. Måske 10-15 stykker. Klokken var næsten 11.30 og det vrimlede med mænd med piber i ternede jakkesæt og slangeskindssko. Ambassaden måtte sgu vente. Det var tid til at se dem danse på lederens grav. Bogstaveligt talt. Og flashe mærkerne i deres designertøj. Er du sindssyg det var mærkeligt. Men meget underholdende.

Klokken 12 var det slut. Ambassaderne holder lukket mellem 12 og 14 så jeg kørte hjem med mit store fede Nikon. Det skulle jeg aldrig have gjort. Klokken 14 hentede jeg mit Congo visum. Jeg var lidt nervøs da datoen jeg har tænkt mig at krydse Congo-floden (i morgen) ikke stemte overens med datoen på mit invitationsbrev (i overmorgen) – men sekretæren gav mig bare mit visum og sagde at jeg fint kunne rejse i morgen.

Jeg tog en taxa til den anden ambassade og efter at have ventet 20 minutter på konsulen (hvilket må siges at være fair nok når jeg selv kom over tre timer for sent) og udskiftet et styks minimalt revnet 20USD som jeg havde betalt med dagen før fik jeg også dette visum. Så nu er alle mine mange visummer i hus efter måneders meget hårdt slid. Herfor skylder jeg en usædvanlig stor tak til rigtig mange gode mennesker i min heldigvis efterhånden ret så omfangsrige rejseomgangskreds – jeg venter lige med at nævne navne da jeg er lidt busted efter en lang dag og bare risikerer at glemme nogle.

På vej hjem kørte jeg Moto med 19-årige Patrick der havde kæmpestore briller og lignede en dukke.

Jeg ved ikke hvor de kom fra. Jeg ved ikke hvad de lavede. Jeg ved ikke hvor de skulle hen. Men pludselig midt på vejen kom over 100 Sapeurs gående på en lang, lang række(!) Lyset var dårligt. Farverne var fesne. Og jeg havde kun mit iPhone-kamera. Så beklager den forringede billedkvalitet. Jeg kunne sikkert have lavet et par snydetricks med mit Nikon. Men hvad faen – det går sgu nok. For hvornår er det lige man igen får chancen for at fotografere mænd der går rundt med designersko på hovedet eller en lille dreng i hvid skjorte og habit og stor fin firkantet kuffert der går ude midt på en af DR Congos mest trafikerede gader?

Enjoy the photos.

PS I morgen skal jeg krydse grænsen og Congo-floden (og møde ”text-tv-Torbjørn” på den anden side i Congo-Brazza). Det skulle være en af verdens mest korrupte grænser at krydse. Jeg har været dernede at lure i dag og 6 politimænd synes jeg skulle købe kaffe til dem for at få lov at komme ind. Hvis ikke i dag så i morgen. Men det går nok – de er sgu flinke nok. Og så må vi se om jeg for første gang nogensinde kommer til at hoste op med bestikkelse ved en grænse.

Så er jeg i gang med min lille Centralafrika-odyssé. Efter at have brugt et unævneligt og ubegribeligt antal timer i planlægningsfasen er jeg nu ankommet til Kinshasa i DR Congo hvorfra dette skrives.

Enkelte rejsesnobber der læser med (I ved hvem I er) – og tager et kig på antallet af potentielle lande i Centralafrika på kortet herover – vil sikkert finde det yderst forargeligt at forsøge at besøge en stor del af dem på knap 4 uger som jeg har sat mig for. Heldigvis bestemmer de kun over deres egne liv. Faktisk tror jeg at, hvis mine planer lykkes, vil jeg muligvis slå verdensrekorden for at besøge flest muligt af disse utroligt utilgængelige lande på kortest mulig tid. Med mindre folk ikke aner hvad de skal lave i al deres fritid i pænt mange måneder vil jeg ikke opfordre til at forsøge at gøre mig kunsten efter…

Nå, men Kinshasa og DRC hvor jeg er nu har jo måske ikke ligefrem ry for at være verdens letteste destination. Således står der i begge mine guidebøger (Bradt og LP) et hav af advarsler blandt andet om at landet er et af verdens mest korrupte – herunder at man skal forvente at betale anseelige summer i bestikkelse ved indrejse i lufthavnen.

Jeg landede i går aftes og forventede alskens problemer.

Hjemmefra havde jeg skaffet et visum (som i parentes bemærket hører blandt verdens 10 sværeste visummer at skaffe) men formelt set skal man ved indrejse både have en flybillet ud af landet og en ”letter of invitation”. Jeg havde ingen af delene og var derfor lidt nervøs for både at jeg forinden slet ikke havde fået lov at boarde et af turkish airlines flyene dertil eller at jeg på stedet skulle slippe en pæn sjat slanter ved indrejsen. Da jeg boardede i istanbul sagde de ”dit visum er gammelt!” Yes – great. ”Men det er gyldigt i 3 mdr og der er stadig 5 dage tilbage”, sagde jeg, hvorefter jeg nødtvungent fik lov til at gå ombord. ”hvor skal du bo” og ”hvad er din profession” spurgte immigrationsofficeren i Kinshasa. Han havde en fin lyseblå uniform samt et DRC klistermærke på kinden (?). Jeg svarede ham. Velkommen til Congo sagde han så uden at bede om så meget som en forkølet congofranc og stemplede mit pas. Alt for let.

Det med baggagen var ikke lige så let. Efter en time fik 2/3 af passagererne endelig deres habengut. Men ikke Østerboy. Et ildevarslende yderligere kvarter gik uden et eneste nyt stykke baggage på båndet. Så fik jeg trods mit sparsomme fransk forklaret at de sidste tre baggecontainere var ”blevet væk”.? ”Blevet væk!”, sagde jeg, ”Flyet holder lige derude og de sidste to timer er der kunne ankommet to fly??” ”Ja ja, svarede manden, men bare rolig de er kommet af flyet baggagefolkene ved bare ikke hvor de er!”. Det gav ikke supergod mening. Det viste sig at ”det er helt normalt at baggefolkene i Congo holder pause når de har hentet halvdelen af baggagen” Bare ærgerligt sunnyboy. En congobajer drikker jo ikke sig selv. Nå men to timer efter ankomst fik Østerboy der på dette tidspunkt var pænt hidsig over at han endnu engang ikke havde begrænset sig til handluggage only endelig sin baggage.

På Wikitravel står der at taxachaufførerne godt kan finde på at køre en ud i en skov og stjæle alle ens ting. Herligt. Men Eddy som jeg kørte med var der nu ikke noget galt med. Ud over at han skulle have fuldstændig ubegribelige 400 kroner (Congo er DYRT) for at køre mig 25 minutter ind til byen. Det forholdt sig nu således at Congo få timer forinden havde vundet African Cup of nations i fodbold (!) (hvilket min ellers grundige research havde fejlet omkring at afsløre). Hvis man husker tilstandene i DK da Danmark vandt EM er vi måske lidt derhenne ad…Der bor 12 millioner mennesker i Kinshasa og Eddy påstod at de nærmest hver og en havde været i vejen for ham da han kørte ud i lufthavnen og at hvis jeg var kommet 5 timer før havde vi siddet i bilkø de første tre timer uden at røre os ud flækken.. Den gode Eddy-dreng havde dog desværre de nu næsten opløste menneskemængder til trods lidt svært ved at finde mit hotel og forventede naturligvis at jeg kunne vise ham vej. Jeg prøvede at forklare ham at det var ham der var taxachaufføren uden det havde den helt store effekt. Da vi endelig fandt det var klokken blevet 23.30. Jeg havde været oppe siden klokken 04.00 og var en lille smule søvnig.

Idet vi kørte op foran hotellet gik strømmen naturligvis i hele kvarteret. En flink hotelknægt slæbte min rygsæk op på mit hotelværelse. Det var så mørkt derinde at jeg ikke kunne have fået øje på ham selv om han havde stået 1 centimeter fra mig og været hvid. Han tilbød hverken et stearinlys eller en lommelygte men lovede at strømmen ville komme tilbage ”tout de suite”. Inde i værelset var der 45 grader og ikke noget myggenet. Jeg åbner da bare vinduet tænkte jeg. Indtil jeg fandt ud af at det myggenet der sad foran vinduet kun dækkede det halve vindue. Min iPhone var næsten løbet tør men den kunne heldigvis lyse lidt endnu.

Efter to times nattesøvn i bar figur uden lagen vågnede jeg for at erfare at der stadig ikke var noget strøm, men at jeg til gengæld havde fået nogle fine røde insektbid. Så var det godt at jeg ikke var begyndt at tage mine malariepiller endnu. Jeg fejrede biddene ved at gå på lokum. Det skulle jeg aldrig have gjort. For da jeg havde besørget og famlede rundt i mørket gik det op for mig at den dollar jeg havde givet til hoteldrengen ikke havde rakt til udlevering af toiletpapir. Her kan jeg berette at aftørring af bagdel i hotelbekræftelse printet på A4 papir godt kan have en temmelig uheldig følgevirkning som ifølge den etablerede lægeverden er yderst sjældent forekommende. Snitsår i anus! Hehe….Og av av… – Jeg kan derfor i al evig fremtid ikke anbefale andre at ty til denne løsning såfremt de en dag befinder sig på et totalt mørkt lokum i Kinshasa med ingen andre forhåndenværende midler end skarptslebent printerpapir… Heldigvis havde jeg heller ikke noget drikkevand. Eller nogle lokale CongoFrancs til at købe dem for.

Men jeg var i gang!

I dag skulle jeg skaffe visummer. Jeg mangler kun 2. Til Republikken Congo (aka Congo Brazzaville) og til et andet land i regionen som vi venter med at afsløre navnet på. Og ja: der er to Congoer. Hvoraf altså kun den ene er demokratisk. Sådan da.
Jeg tog en deletaxa for 3,5 krone til Congo-Brazza ambassaden. Jeg bombarderede dem med dokumenter! Letter of invitation. Statement of funds (på fransk). Letter of employment (på fransk – tak kwn). Insurance statement. Yellow fewer bevis. Hotelbooking. Flybooking. You name it – I had it.

Jeg tror det virkede for sekretæren bad om 80Usd og sagde jeg skulle komme tilbage på onsdag. Håber det lykkes…Så skulle jeg bare lige ordne visum til det sidste land jeg mangler i mit andet pas. Jeg gik til fods til ambassaden som iflg både internettet og lonely planet skulle ligge kort derfra på Avenue Pumbu i Gombe kvarteret. Den er flyttet for mange år siden sagde en fyr på en plastikstol på stedet. Den ligger ude ved tv-tårnet sagde han. To deletaxaer og en moto-taxa senere og 14 kroner lettere på lommen stod jeg og gloede på tv-tårnet uden at kunne se nogen ambassade. Jeg fandt et hotel i nærheden, hvor de sagde at det ikke var her og jeg skulle tage tilbage til Gombe.

Nu havde jeg heldigvis som sagt lavet en del research forinden så jeg vidste at google maps placerede ambassaden på Avenue Des Mots Arts. Så kørte vi derhen. Jeg kørte (hvad der skulle vise sig at blive hele formiddagen) med en ung motorcykeldreng der hed Gerrard. God dreng. Ved Avenue Mots des arts sagde de at det ikke var der men det helt sikkert var i Gombe. Så kørte vi tilbage til Gombe. Efter at have spurgt omkring 23 personer i Gombe der alle var af divergerende opfattelse omkring ambassadens placering fandt jeg en mand i en dyr bil der ringede til en ven. Vennen kunne berette at ambassaden med hundrede procents sikkerhed befandt sig i et helt andet kvarter langt væk. Og at det var alt for farligt at køre helt derud på en motorcykel i Kinshasas ret vilde trafik. Men jeg synes nu ikke trafikken var så farlig og Gerrard kørte pænt så vi kørte derud.

Og søreme om vi ikke tyve minutter senere havde fundet den. Jeg bombarderede dem med dokumenter og fik foretræde for konsuldamen. Det var næsten alt for let. Udover at damen selvfølgelig godt kunne tænke sig 150USD som var tariffen for ”forretningspas” og jeg måtte insistere på at mit ordinære pas kun var, ja, et ordinært pas – som kostede 120 USD. Kom tilbage onsdag klokken 14 sagde konsuldamen. Præcis samtidig som jeg skulle være på Congo-Brazza ambassaden. Jeg fik lov at komme lidt før. Så på onsdag – om guderne vil – skulle jeg gerne have skaffet turens sidste visummer (de andre svære visummer som jeg har skaffet hjemmefra vender vi tilbage til i en anden post). På turen hjem gik Gerrards fine motorcykel selvfølgelig i stykker – vi trak den lidt rundt for at finde en mekaniker. Til sidst gav jeg ham hans penge og hoppede på en anden.

Beklager at dette indlæg blev lidt langt. Til gengæld bliver der nok ikke så mange fotos fra denne tur. For det første fordi har ikke virker så skide fotogent (og tro mig jeg har set en ret stor del af Kinshasa allerede). For det andet fordi det i mange lande på disse kanter (inkl her i DRC) er forbudt at tage fotos – og man angiveligt skulle kunne få både bøder og komme i fængsel hvis man gør det alligevel. Så I må tage til takke med mine ubehjælpsomme skriblerier i stedet.

PS har mens jeg har skrevet dette streamet fra tdc play. Ret vildt at man problemfrit kan streame musik i Kinshasa fra en server i Herlev (eller hvor faen tdcs play servere nu står).