Dagen var kommet hvor jeg skulle krydse en af verdens angiveligt vanskeligste grænser. Til at begynde med havde jeg allieret mig med flinke Robert. En smilende taxachauffør med et melankolsk ansigt som jeg havde sludret lidt med i et par dage hver gang jeg gik forbi hans taxaventegadehjørne. Det skulle vise sig at være lidt tid givet godt ud. ”Lige meget hvad de siger så giv dem ikke dit pas i billetlugen” sagde Robert da vi i hans taxa kørte ned mod ”Le Beach” som færgehavnen hedder. Herfra kan man tage en ”Canoe Rapide” de tre kilometer over Congo-floden og krydse grænsen mellem DR Congo og Republikken Congo (aka Congo-Brazzaville). En i sandhed berygtet grænse som jeg havde læst et utal af skrækhistorier om på internettet. Første hurdle var de 5 politifolk der bevogtede indkørslen til området. Det var dem jeg dagen forinden havde været nede at tale med. Da var de stærkt irriterende, bad om penge og to af dem var meget berusede. Politifolkene med den lidt for lave månedsløn ville Robert heldigvis skide på (..) så mens de råbte og skreg og fløjtede i deres små latterlige fløjter kørte Robert sin taxa lige forbi dem og parkerede hundrede meter længere fremme foran billetlugen hvor man kunne købe færgebilletter. Hehe – godt gået Robert. Så var de første korrupte politimænd allerede forceret (aner ikke hvorfor de ikke bare løb de 100 meter over til billetkontoret og generede mig der som jeg bestemt havde forventet men det gjorde de heldigvis ikke)

Giv mig dit pas sagde billetsælgeren. Jeg gav ham en lamineret fotokopi som jeg havde klar i min lomme. ”Det er ikke dit pas”, sagde manden. ”Det er jo bare en fotokopi. Jeg skal bruge dit pas” gentog han. Bag mig hev hustlere i mig og en insisterende ung fyr (der naturligvis kunne huske mit navn fra dagen i forvejen) ville utrolig gerne have at jeg betalte ham for personligt at guide mig gennem dette ragnarok. Gennem tremmevinduet rakte jeg billetsælgeren mit pas og forsøgte at holde fast på det. Han hev det ud af hånden på mig og skriblede detaljerne derfra ned i sin log-bog og tog i mod de 20.000 Congo Francs (150 kroner) som overfarten kostede. ”Du får dit pas tilbage nede ved immigrationen” sagde manden da han gav mig billetten. Det kunne jeg ikke bruge til noget så jeg bad om at få det nu så jeg kunne sikre mig at det blev stemplet og så jeg var sikker på at slippe for at give bestikkelse for at få det tilbage. Efter lidt forhandling på fransk med venlig hjælp fra søde taxa-Robert der var blevet hængende for at assistere mig lykkedes det mig at få passet retur og selv få lov at tage det med til immigrationen. Nu var der kun få meter hen til den forjættede gitterlåge der afholdt tiggere, plattenslagere og korrupte politifolk fra at komme ind til selve immigrationsområdet og den ”hurtige kano”.

Før lågen blev jeg dog holdt tilbage af en mand i en fin og vældig officielt udseende hospitalsskjorte der mente jeg skulle vise ham mit vaccinationsbevis med gul feber vaccination. Det mente hjælpsomme Robert ikke var nogen fortryllende ide da vaccinationstjek burde foregå bag gitterporten. Men manden var meget insisterende og hans officielle vaccinationsskjorte overbeviste blåøjede Øster om at det var en vældig god ide at overlevere ham mit vaccinationsbevis. Det skulle jeg aldrig have gjort for nu ville hospitalsklovnen pludselig gerne have lidt basseører for at jeg kunne få mit bevis tilbage. Men sådan leger man ikke med Østerboy som derfor forsøgte med vold at fravriste ham det famøse bevis mens jeg råbte ad ham. I min guidebog står der man aldrig må hidse sig op over for en lokal i DR Congo. Alligevel brølede jeg manden ind i bøtten. På pæredansk bekendtgjorde jeg at jeg syntes han var en skidespræller mens vores vaccinationsbevis-tovtrækning nærmest rev beviset midt over. Her skal det måske nævnes at den navnkundige Graham Hughes (google ham hvis du ikke ved hvem han er) for en muligvis tilsvarende forseelse her i byen endte 7 dage i et af verdens mest horrible fængsler. Men det anede jeg heldigvis ikke noget om på det tidspunkt. Da jeg endelig fik fravristet stodderen beviset skubbede jeg til ham, så han mistede balancen længe nok til at jeg kunne løbe forbi ham og over til 4 kalashnikov-bevæbnede og uniformsklædte vagtdrenge der bevogtede porten ind mod den forjættede færgehavn. Dem havde jeg heldigvis været nede at småsludre med dagen forinden, så de smilede bare og lukkede mig ind og så var jeg heldigvis bag sikker afskærmning og væk fra gadens hustlere.

Nede ved immigrationen gennemgik jeg i ro og orden det nu officielle vaccinationstjek. Immigrationsbygningen var et 40 grader varmt træskur. Jeg stak hovedet ind i de første to kontorer før jeg blev henvist til et tredje kontor hvor jeg kunne få mit pas inspiceret. Jeg blev udspurgt om de sædvanlige ting og fik let mit stempel. Så skal du bare gå tilbage til der hvor du købte billetten og give manden dit pas sagde den flinke immigrationsbetjent. Gu skal jeg da røv tænkte jeg. Faktisk ville jeg hellere spadsere en tur nøgen gennem helvede end at gå tilbage ud til de korrupte stoddere. Men den flinke betjent var meget insisterende. ”Så skal du gå med” sagde jeg til ham. Det ville han heldigvis gerne. Da vi nærmede os gaten ud mod ragnarok tilsmilede lykken mig. En billetofficer kom i det samme i mod os – med en passagerliste hvor mit navn stod på og en stak pas. Han fik mit pas også og jeg slap for at se mere til underbetalte politifolk og andre gavtyve der skulende som høge hang i gitterlågerne og ventede på bytte der skulle komme tilbage ud til dem.

Retur ved immigrationen – nu uden pas – skulle min baggage tjekkes. Det foregik i et lille rum hvor en livstræt dame der så ud som om hun lige havde fortæret en fastelavnstønde hjertensgerne ville se nærmere på min baggage. Her havde strategiske Østerboy snedigt sørget for at min daypack mestendels indeholdt halvgammelt snotpapir, ubrugte brækposer (som er gode at have ved hånden hvis ungerne får køresyge og derfor altid ligger i min håndbaggage) og diverse reservationer og andre officielle breve der er af ganske essentiel karakter på disse kanter. Alt sammen af meget lille værdi for fastelavnstøndedamen til trods for at sidstnævnte dokumenter udskrevet på splinternyt og skarpslebent printerpapir (super godt at have ved hånden hvis man skulle løbe tør for toiletpapir). Damen kiggede videre i retning af min store rygsæk men opgav hurtigt ævredet måske fordi indholdet var så svært tilgængeligt. Hvor mange penge har du spurgte hun med triumferende, inkvisitorisk stemme. Det ved jeg ikke svarede jeg i fuld overensstemmelse med sandheden. ”Vis mig dine penge” sagde hun. ”Nej jeg vil ej” sagde jeg. Det så ikke ud til behage den nu let fnysende Madame. ”Hvor har du dine penge” spurgte hun så. ”Dem har jeg inde på maven” sagde jeg og viste hende toppen af mit mavebælte. ”Hvor meget har du så” spurgte hun igen. ”Omkring 500 dollars og 500 Euro” sagde jeg hvilket var lidt af en underdrivelse (Centralafrika er en cash only region for så vidt angår flere af landene). ”Vis mig dem så” sagde hun igen. ”Nej” sagde jeg igen. ”Så køb mig en kop kaffe!” forsøgte damen med begyndende desperation i stemme. ”Je veux pas” sagde jeg igen. Så gav hun endelig op. Den flinke immigrationsbetjent som havde fulgt mig rundt førte mig videre til et venteområde. Det lignede et fængsel med dets gamle skæve trægulve og -vægge og en tung gitterdør ud mod den forjættede hurtigbåd. Her fik passagererne så lov at sidde at svede en stiv klokketime mens ”der blev ordnet formaliteter” som min sidemand (der virkede enormt sympatisk og det viste sig da også at han var fan af FCK!) kunne berette. Så blev de første 4 passagerer endelig kaldt op. En halv time senere blev yderligere 12 passagerer kaldt op heriblandt Mr Uster fra Danemark, som kommandanten kaldte mig. Dermed fik jeg mit pas retur, fik lov til at den enorme gitterdør og efter en 4-5 yderligere tjek af dokumenter kunne jeg endelig gå ombord på en overraskende moderne hurtigbåd.

Selve flodkrydsningen tog kun knap 10 minutter og på den anden side var der lidt mere civiliseret. En betjent insisterede selvfølgelig på at fratage mig mit pas og en ung gut i en nystrøget skjorte ville mægtig gerne hjælpe mig med at klare formaliteterne for et forestiller jeg mig astronomisk beløb. Jeg afviste dem begge men betjenten insisterede selvfølgelig på at han skulle have mit pas hvorefter han gik fire meter væk og lagde det på det første immigrationsbord (for naturligvis var der flere immigrationsborde). Det står mig stadig ikke krystalklart hvorfor jeg ikke bare selv kunne gå derhen med passet men i det mindste sprang han pengeafpresningen over. ”Har du et invitationsbrev” spurgte immigrationsofficeren bag bordet. Af alle de grænser jeg har krydset er dette første gang jeg er blevet bedt om at vise et invitationsbrev (og for helvede hvor var det godt at ingen bad mig om et sådant ved min tidligere indrejse til DR Congo for da havde jeg ikke noget). Et invitationsbrev er noget man i visse lande skal bruge for at søge om visum. Der er jo ingen grund til det skal være alt for let. Eller alt for billigt. Når man først har fået visummet plejer man ikke længere at skulle bruge invitationen. Men det skulle man altså her. Op ad min svedige lomme fiskede jeg en ganske klæg men af officielle myndigheder stemplet invitation samt min hotelbekræftelse (som jeg havde afbestilt igen da hotellet var alt for dyrt, men det anede officeren heldigvis ikke noget om) samt min flybillet for efterfølgende udrejse fra Congo-Brazza. 127 forpulede dollars havde jeg måtte ofre for dette famøse brev men det skulle nu vise sig at være en god investering da jeg uden det formentlig ikke var blevet sluppet ind i landet (Jeg kunne I Kinshasa formentlig have sikret mig et billigere transitvisum uden invitationsbrev men så tvivler jeg på at jeg her var blevet lukket ind). Bagefter skulle jeg interviewes af en mand der lignede Robert Mugabe på et skummelt kontor der flød med papirstabler og papkasser og som lå bagerst i en skummel barak. Derefter gik turen forbi et par kontorer og immigrationsborde mere. Til sidst fik jeg mit stempel.

Samlet set kostede krydsningen mig kun de 150 kroner som færgebilletten kostede. I alt 3 timer tog det at krydse den 3 kilometer brede Congo flod inklusive alle formalia. Det er tyve minutter længere end min næstlængste grænsekrydsning nogensinde. Det var grænsen mellem Usbekistan og Afghanistan som altså tog 2 timer og 40 minutter (heraf 2 timer og 38 minutter på den usbekiske side).

Og selv om det her holdt lidt hårdt har jeg stadig ikke betalt en øre i bestikkelse ved nogen grænse jeg har krydset.

Land nummer 160 var i posen.

Udenfor hoppede jeg i en grøn og hvid taxa. Det sørgeligt lave uddannelsesniveau på disse kanter udstillede chaufføren med det samme. Han anede ikke hvor mit hotel som hedder Hippocampo lå. Det havde selvfølgelig også været for meget at forlange når der kun ligger cirka 5 hoteller i centrum og det kun lå et par kilometer væk. På overhovedet ikke fejlbehæftet fransk guidede jeg ham let via kortet i min bradt guidebog over en by jeg aldrig før havde besøgt frem til mit opholdssted.

Velkommen til Congo (nummer 2).

PS Apropos chauffører der ikke kan finde vej så glemte jeg forleden at skrive historien om min Moto-chauffør (Patrick) der kørte mig hjem fra mit sidste ambassadebesøg i Kinshasa. Jeg bad ham om at køre til byens mest berømte hotel som hedder Memlink (som ligger lige over for mit fedtede lille hotel ”Pour Vous”). ”Det hotel kender jeg desværre ikke Monsieur”, svarede Patrick sørgmodigt. Den tyggede jeg lidt på. Nå men så kør mig til banegården så guider jeg dig derfra sagde jeg snedigt. ”den kender jeg desværre heller ikke Monsieur” svarede Patrick. Vi taler her den centrale, kæmpestore banegård i Kinshasa. Den gode Patrick kunne faktisk ikke engang finde vejen til centrum, så jeg kunne guide ham derfra (bevares han kører sikkert normalt kun korte ture ude i det distrikt jeg prajede ham, men helt ærligt). Heldigvis havde jeg på det tidspunkt kørt så meget rundt i Kinshasa at jeg selv kunne guide ham hele vejen – og retfærdigvis skal siges at hvis ikke jeg havde prajet denne i øvrigt meget søde og sympatiske unge gut havde jeg næppe ved et herligt lykketræf stødt ind i de over 100 sapeurs der pludselig kom gående i procession midt ude på vejen..

God weekend!