Så er jeg i gang med min lille Centralafrika-odyssé. Efter at have brugt et unævneligt og ubegribeligt antal timer i planlægningsfasen er jeg nu ankommet til Kinshasa i DR Congo hvorfra dette skrives.

Enkelte rejsesnobber der læser med (I ved hvem I er) – og tager et kig på antallet af potentielle lande i Centralafrika på kortet herover – vil sikkert finde det yderst forargeligt at forsøge at besøge en stor del af dem på knap 4 uger som jeg har sat mig for. Heldigvis bestemmer de kun over deres egne liv. Faktisk tror jeg at, hvis mine planer lykkes, vil jeg muligvis slå verdensrekorden for at besøge flest muligt af disse utroligt utilgængelige lande på kortest mulig tid. Med mindre folk ikke aner hvad de skal lave i al deres fritid i pænt mange måneder vil jeg ikke opfordre til at forsøge at gøre mig kunsten efter…

Nå, men Kinshasa og DRC hvor jeg er nu har jo måske ikke ligefrem ry for at være verdens letteste destination. Således står der i begge mine guidebøger (Bradt og LP) et hav af advarsler blandt andet om at landet er et af verdens mest korrupte – herunder at man skal forvente at betale anseelige summer i bestikkelse ved indrejse i lufthavnen.

Jeg landede i går aftes og forventede alskens problemer.

Hjemmefra havde jeg skaffet et visum (som i parentes bemærket hører blandt verdens 10 sværeste visummer at skaffe) men formelt set skal man ved indrejse både have en flybillet ud af landet og en ”letter of invitation”. Jeg havde ingen af delene og var derfor lidt nervøs for både at jeg forinden slet ikke havde fået lov at boarde et af turkish airlines flyene dertil eller at jeg på stedet skulle slippe en pæn sjat slanter ved indrejsen. Da jeg boardede i istanbul sagde de ”dit visum er gammelt!” Yes – great. ”Men det er gyldigt i 3 mdr og der er stadig 5 dage tilbage”, sagde jeg, hvorefter jeg nødtvungent fik lov til at gå ombord. ”hvor skal du bo” og ”hvad er din profession” spurgte immigrationsofficeren i Kinshasa. Han havde en fin lyseblå uniform samt et DRC klistermærke på kinden (?). Jeg svarede ham. Velkommen til Congo sagde han så uden at bede om så meget som en forkølet congofranc og stemplede mit pas. Alt for let.

Det med baggagen var ikke lige så let. Efter en time fik 2/3 af passagererne endelig deres habengut. Men ikke Østerboy. Et ildevarslende yderligere kvarter gik uden et eneste nyt stykke baggage på båndet. Så fik jeg trods mit sparsomme fransk forklaret at de sidste tre baggecontainere var ”blevet væk”.? ”Blevet væk!”, sagde jeg, ”Flyet holder lige derude og de sidste to timer er der kunne ankommet to fly??” ”Ja ja, svarede manden, men bare rolig de er kommet af flyet baggagefolkene ved bare ikke hvor de er!”. Det gav ikke supergod mening. Det viste sig at ”det er helt normalt at baggefolkene i Congo holder pause når de har hentet halvdelen af baggagen” Bare ærgerligt sunnyboy. En congobajer drikker jo ikke sig selv. Nå men to timer efter ankomst fik Østerboy der på dette tidspunkt var pænt hidsig over at han endnu engang ikke havde begrænset sig til handluggage only endelig sin baggage.

På Wikitravel står der at taxachaufførerne godt kan finde på at køre en ud i en skov og stjæle alle ens ting. Herligt. Men Eddy som jeg kørte med var der nu ikke noget galt med. Ud over at han skulle have fuldstændig ubegribelige 400 kroner (Congo er DYRT) for at køre mig 25 minutter ind til byen. Det forholdt sig nu således at Congo få timer forinden havde vundet African Cup of nations i fodbold (!) (hvilket min ellers grundige research havde fejlet omkring at afsløre). Hvis man husker tilstandene i DK da Danmark vandt EM er vi måske lidt derhenne ad…Der bor 12 millioner mennesker i Kinshasa og Eddy påstod at de nærmest hver og en havde været i vejen for ham da han kørte ud i lufthavnen og at hvis jeg var kommet 5 timer før havde vi siddet i bilkø de første tre timer uden at røre os ud flækken.. Den gode Eddy-dreng havde dog desværre de nu næsten opløste menneskemængder til trods lidt svært ved at finde mit hotel og forventede naturligvis at jeg kunne vise ham vej. Jeg prøvede at forklare ham at det var ham der var taxachaufføren uden det havde den helt store effekt. Da vi endelig fandt det var klokken blevet 23.30. Jeg havde været oppe siden klokken 04.00 og var en lille smule søvnig.

Idet vi kørte op foran hotellet gik strømmen naturligvis i hele kvarteret. En flink hotelknægt slæbte min rygsæk op på mit hotelværelse. Det var så mørkt derinde at jeg ikke kunne have fået øje på ham selv om han havde stået 1 centimeter fra mig og været hvid. Han tilbød hverken et stearinlys eller en lommelygte men lovede at strømmen ville komme tilbage ”tout de suite”. Inde i værelset var der 45 grader og ikke noget myggenet. Jeg åbner da bare vinduet tænkte jeg. Indtil jeg fandt ud af at det myggenet der sad foran vinduet kun dækkede det halve vindue. Min iPhone var næsten løbet tør men den kunne heldigvis lyse lidt endnu.

Efter to times nattesøvn i bar figur uden lagen vågnede jeg for at erfare at der stadig ikke var noget strøm, men at jeg til gengæld havde fået nogle fine røde insektbid. Så var det godt at jeg ikke var begyndt at tage mine malariepiller endnu. Jeg fejrede biddene ved at gå på lokum. Det skulle jeg aldrig have gjort. For da jeg havde besørget og famlede rundt i mørket gik det op for mig at den dollar jeg havde givet til hoteldrengen ikke havde rakt til udlevering af toiletpapir. Her kan jeg berette at aftørring af bagdel i hotelbekræftelse printet på A4 papir godt kan have en temmelig uheldig følgevirkning som ifølge den etablerede lægeverden er yderst sjældent forekommende. Snitsår i anus! Hehe….Og av av… – Jeg kan derfor i al evig fremtid ikke anbefale andre at ty til denne løsning såfremt de en dag befinder sig på et totalt mørkt lokum i Kinshasa med ingen andre forhåndenværende midler end skarptslebent printerpapir… Heldigvis havde jeg heller ikke noget drikkevand. Eller nogle lokale CongoFrancs til at købe dem for.

Men jeg var i gang!

I dag skulle jeg skaffe visummer. Jeg mangler kun 2. Til Republikken Congo (aka Congo Brazzaville) og til et andet land i regionen som vi venter med at afsløre navnet på. Og ja: der er to Congoer. Hvoraf altså kun den ene er demokratisk. Sådan da.
Jeg tog en deletaxa for 3,5 krone til Congo-Brazza ambassaden. Jeg bombarderede dem med dokumenter! Letter of invitation. Statement of funds (på fransk). Letter of employment (på fransk – tak kwn). Insurance statement. Yellow fewer bevis. Hotelbooking. Flybooking. You name it – I had it.

Jeg tror det virkede for sekretæren bad om 80Usd og sagde jeg skulle komme tilbage på onsdag. Håber det lykkes…Så skulle jeg bare lige ordne visum til det sidste land jeg mangler i mit andet pas. Jeg gik til fods til ambassaden som iflg både internettet og lonely planet skulle ligge kort derfra på Avenue Pumbu i Gombe kvarteret. Den er flyttet for mange år siden sagde en fyr på en plastikstol på stedet. Den ligger ude ved tv-tårnet sagde han. To deletaxaer og en moto-taxa senere og 14 kroner lettere på lommen stod jeg og gloede på tv-tårnet uden at kunne se nogen ambassade. Jeg fandt et hotel i nærheden, hvor de sagde at det ikke var her og jeg skulle tage tilbage til Gombe.

Nu havde jeg heldigvis som sagt lavet en del research forinden så jeg vidste at google maps placerede ambassaden på Avenue Des Mots Arts. Så kørte vi derhen. Jeg kørte (hvad der skulle vise sig at blive hele formiddagen) med en ung motorcykeldreng der hed Gerrard. God dreng. Ved Avenue Mots des arts sagde de at det ikke var der men det helt sikkert var i Gombe. Så kørte vi tilbage til Gombe. Efter at have spurgt omkring 23 personer i Gombe der alle var af divergerende opfattelse omkring ambassadens placering fandt jeg en mand i en dyr bil der ringede til en ven. Vennen kunne berette at ambassaden med hundrede procents sikkerhed befandt sig i et helt andet kvarter langt væk. Og at det var alt for farligt at køre helt derud på en motorcykel i Kinshasas ret vilde trafik. Men jeg synes nu ikke trafikken var så farlig og Gerrard kørte pænt så vi kørte derud.

Og søreme om vi ikke tyve minutter senere havde fundet den. Jeg bombarderede dem med dokumenter og fik foretræde for konsuldamen. Det var næsten alt for let. Udover at damen selvfølgelig godt kunne tænke sig 150USD som var tariffen for ”forretningspas” og jeg måtte insistere på at mit ordinære pas kun var, ja, et ordinært pas – som kostede 120 USD. Kom tilbage onsdag klokken 14 sagde konsuldamen. Præcis samtidig som jeg skulle være på Congo-Brazza ambassaden. Jeg fik lov at komme lidt før. Så på onsdag – om guderne vil – skulle jeg gerne have skaffet turens sidste visummer (de andre svære visummer som jeg har skaffet hjemmefra vender vi tilbage til i en anden post). På turen hjem gik Gerrards fine motorcykel selvfølgelig i stykker – vi trak den lidt rundt for at finde en mekaniker. Til sidst gav jeg ham hans penge og hoppede på en anden.

Beklager at dette indlæg blev lidt langt. Til gengæld bliver der nok ikke så mange fotos fra denne tur. For det første fordi har ikke virker så skide fotogent (og tro mig jeg har set en ret stor del af Kinshasa allerede). For det andet fordi det i mange lande på disse kanter (inkl her i DRC) er forbudt at tage fotos – og man angiveligt skulle kunne få både bøder og komme i fængsel hvis man gør det alligevel. Så I må tage til takke med mine ubehjælpsomme skriblerier i stedet.

PS har mens jeg har skrevet dette streamet fra tdc play. Ret vildt at man problemfrit kan streame musik i Kinshasa fra en server i Herlev (eller hvor faen tdcs play servere nu står).