Centralafrika Blog

10 byer, 9 lande, 8 visa, 7ogtyve dage i Centralafrika, 6 visa skaffet i udlandet, 5 flyselskaber, 4 valutaer, 3hundrede planlægningstimer, 2 flyændringer, 1 rejsende, 0 dage med dårlig mave.

Så er turen slut og alting flaskede sig. Alle mine hårdt tilkæmpede visa virkede. Ingen fly blev aflyst. Jeg fik besøgt alle ni planlagte lande (inkl. et bonusekstrastop i Yaoundé, Cameroun). Kabalen gik op.

Da jeg tog afsted var jeg ikke sikker på om jeg overhovedet ville komme ind i turens første land da jeg ikke havde det måske påkrævede Letter Of Invitation. Jeg havde dernæst fået at vide at der kun var 80% chance for at jeg kunne få visum til det næste land, som jeg gerne skulle ind i for derfra skulle jeg flyve videre. Jeg skulle to gange rejse på flybilletter hvor mit navn var forkert. Jeg var afhængig af en masse fly. Hvis et af dem blev aflyst kunne jeg risikere at misse resten.Der var pænt meget der kunne gå galt.

Inden jeg tog hjemmefra var jeg derudover lidt loren. Var det for mange lande på for kort tid? Ville jeg overhovedet nå at opleve noget? Kunne det hele lade sig gøre? Og hvad havde jeg egentlig lyst til at opleve i Centralafrika?

Og ville jeg kede mig? Der er ikke nogen andre turister i Centralafrika. Det bekymrede mig nu ikke så meget – jeg plejer at være heldig at møde nogle gode folk alligevel.

Hvad værre var – der er stort set ikke nogen turistattraktioner i Centralafrika. Lidt hårdt sagt måske. Ja ja, man kan altid se en kirke. Eller endnu et kaotisk marked. Men er det værd at rejse efter? Skulle de bare krydses af på listen?

Jeg har lavet meget research. Jeg har læst mange guidebøger. Men jeg kunne ikke rigtig finde noget som jeg syntes lød rigtig spændende. Noget der havde lidt kant og var lidt anderledes. Noget der kunne give en god historie at fortælle. Ingenting. Det lyder måske arrogant. Men helt ærligt nationalparkerne og økoturismen for eksempel som Centralafrika spædt prøver at markedsføre sig på virker ikke opsigtsvækkende sammenlignet med dem i Syd- og Østafrika. (Med mindre selvfølgelig man er National Geographic fotograf og har nogle særlige adgange til steder hvor almindelige mennesker ikke får lov at komme.)

Efter lang tids research fandt jeg frrem til et par mulige highlights.

I Gabon kan man se ”surfing hippos”. Det lød anderledes. Og ja, sgu – store fede flodheste der bader i havet og surfer (hvordan helvede en tonstung flodhest så kan flyde ovenpå) med bølgerne ind. Se det gad jeg godt at se. Indtil jeg gik på Youtube og fandt ud af at BBC havde været her et utal af gange for at filme dem. Uden at se dem surfe en eneste gang. En af gangene havde de dog trods alt lykkedes med at se et par flodhestene bade i havet. Revolutionerende…to fede grå klumper kød i havvand. Var man til den slags krævede det en ordentlig røvfuld euros. Ingen turoperatører laver (mig bekendt) ture så man skal selv organisere alting inkl. telt og kogegrej da den eneste ”lodge” der ligger i flodhestenationalparken selvfølgelig er gået rabundus fordi der aldrig kommer nogen turister. Og så skal man enten leje bil og chauffør eller påregne et par dages hård lokaltransport hver vej. Det sprang jeg over.

Et andet highlight i regionen er at se vilde chimpanser og gorillaer (lavlands- og bjerggorillaer). Men jeg havde allerede på en tidligere tur set verdens største gruppe af bjerggorillaer (Susa-gruppen i Rwanda i samme Virunga nationalpark som man også kan tilgå fra DR Congo). Og at se vilde bjerggorillaer er en af de fedeste ting jeg nogensinde har set. Men det var altså ikke på agendaen her. I DR Congo kunne det også have været sjovt at sejle nogle uger på Congo-floden. Jeg mødte engang en japaner (i Amazonas) der først havde ventet en måned på en slowboat på Congofloden og derefter sejlet en måned op ad floden. De var stoppet flere gange og havde blandt andet købt aber som de havde skåret toppen af hovedet af. Hvorefter de havde spist først abens hjerne og så resten af dyret. Se det kunne have været et eventyr. Om end nok ikke så politisk korrekt i disse Ebola-tider. Men det tillod tiden desværre ikke denne gang.

Men ud over disse ting som altså ikke lige var på agendaen synes jeg altså at det var svært at hitte ud af hvad jeg egentlig havde lyst til at se. Og så kan tre dage i et land jo lige pludselig godt være lang tid.

Så jeg tog hertil med ekstremt lave forventninger. Men kom som sædvanlig hjem med – synes jeg – mindst en god historie fra hvert land. Med gode røverhistorier og fede oplevelser fra nogle spændende lande.

Blandt turens highlights var:

1. Mødet med Les Sapeurs i Kinshasa, DR Congo (som ikke står omtalt i nogen guidebøger) og ankomsten lige efter at DRC havde vundet African Cup of Nations.

2. Mødet med Torbjørn i Brazzaville, Republikken Congo og interview med ham om hans vanvittige rejse til alle verdens lande uden fly – som allerede er afsat til Berlingske/BT

3. At bo hos Danni i Luanda, Angola og se hvordan en expat lever i vild luksus i et land der er ved at gå rabundus pga. den lave oliepris

4. At besøge Bangui i den Centralafrikanske Republik to dage efter præsidentvalget, hvor der var en større FN militær tilstedeværelse end jeg har set (og fotograferet) i noget andet land.

5. At lære de flinke tjenere at kende på Foyer Du Marin i Douala, Cameroun og få indsigt i landets politik og religion.

6. At besøge verdens måske underligste land – Ækvatorialguinea – og få et indblik i den fuldstændig vanvittig korrupte måde landet fungerer på – fint eksemplificeret ved at se præsidentsønnen komme trillende forbi slummen i sin Lamborghini.

7. At få lov at fotografere modeller sammen med en sindssygt dygtig portrætfotograf i Libreville, Gabon og få lov at fortælle hans historie.

8. At få et indblik (og snigerfotografere omend det mildest talt ikke var særligt nemt) i Tchad – et af verdens allerfattigste lande, der pt. kæmper en brav kamp med at holde Boko Haram fra døren.

Jeg fejlede én gang undervejs. I Ækvatorialguinea ved ikke at planlægge så jeg havde tid nok til at nå at se vilde Mandriller (fordi jeg ikke lige var klar over at man ikke kunne få den skide turistpermit der krævedes når man var der i weekenden).

Men ellers er turen forløbet perfekt og tidsforbruget pr. land har passet mig fint. Og jeg synes egentlig at jeg har fået ganske meget eventyr for pengene selv om jeg samtidig har nået 9 lande på 27 dage.

Nå, nu ævler jeg for meget igen, beklager. Back to work on monday. Her kommer mit sædvanlige album med en opsummering af turens bedste billeder, den endelige rute og lidt om turens økonomi til sidst i albummet (pris pr land ca. DKK 5.400 så kun marginalt over mit worldwide-gennemsnit på 5.000 kroner pr land).

TAK:

Jeg er så heldig at kende en masse gode mennesker inden for rejseverdenen, der har hjulpet mig på denne tur. En tur der uden sammenligning har været den vanskeligste jeg nogensinde har planlagt. Tak for hjælpen – uden den var alting ikke lykkedes.

Tak til følgende personer der ledte mig på rette spor i planlægningsfasen: Niels Vestergaard, Anders Madsen Pedersen, Søren Jonassen, Øjvind Kyrø, Gerner Thomsen, Marianne Fossaberg, Vibeke Fabricius Nielsen

Tak til Congo Travel and Tours – Chris Rosenkrans og Seen Chew for afgørende vigtige inputs i planlægningsfasen omkring visumsituationen i de to Congoer og hjælp til Letter of invitation for den ene af de to Congoer.

Tak til Paul og Ben i Kinshasa for at fixe mig op med de tre flinke Sapeurs Manics, Roger og Martinique.

Til Torbjørn C. Pedersen – for ”on the ground information” der hvis ikke han havde været i regionen havde været nærmest umulig at finde. Og for godt selskab tre hyggelige dage i Brazzaville, Congo. Tjek hans site på once upon a saga på facebook om hans eventyrlige rejse gennem alle verdens lande uden brug af fly.

Til David De Clercq og hans site world-adveturer for vigtig visuminformation fra regionen og gode tips om sightseeing hvor ingen ellers kommer. Tak også til Johnny Ward –og hans site onestep4ward for visuminformation.

Tak til Danni Aakeson for at indlogere mig i hans fede lejlighed i Luanda, Angola og for et par hyggelige dages sightseeing og besigtigelse af Mærsk kontor.

Tak til Dimiter Popov (Dimo), Penguin Travel for at gide at hjælpe en individuel rejsende med visum til Ækvatorial Guinea. Også kæmpe tak til Nikolay Lukanov for hjælp til udfyldning af (temmelig kringlet) spansk ansøgningsskema samt information om hvilke dokumenter der var nødvendige. Penguin har agenturet på den transsibiriske jernbane i Danmark – køb turen eller en af deres andre fede rejser til vilde steder på penguin travels hjemmeside.

Kæmpe tak til Ole Pedersen for at tage mit pas med til ambassaden i Madrid (hvor de ikke accepterede hverken kurer eller forsendelse kun personligt fremmøde)

Tak til Eduard, Gregory, Moses, Balo, Napoleon, Albertine, Robert og Isak på Foyer Du Marin I Douala for godt selskab og interessante diskussioner.

Kæmpe tak til Frode Kjems Uhre for personlig kontakt i Afrika der skaffede mig et Letter of Invitation som jeg ellers ikke anede hvorfra jeg skulle få.

Tak til Asky, Angola Airways, Ethiopian Airways, Ceiba og Turkish Airlines for ikke at aflyse eller væsentligt forsinke nogle af mine fly hvilket kunne have fucket turen helt vildt op. Tak til Turkish for at flyve relativt billigt til utroligt mange af verdens mindst besøgte lande.

Tak til Angolas ambassade i Stockholm for som den eneste ambassade nogensinde at ringe til mig og som den eneste ambassade nogensinde at e-maile mig for opklarende spørgsmål. Og tak for at udstede mit visum dagen inden de lukkede i tre uger(!) uden det sædvanlige ekspresgebyr på SEK 1500.

Tak til Axel-Juhl Jørgensen (Danmarks måske største krejler) for hjælp med (2) visa til Cameroun.

Tak til min bank og mit forsikringsselskab for hjælp med oversættelse af dokumenter.

Tak til Flemming Meyer Nielsen for i månedsvis at lægge øre til alle min visumgenvordigheder over frokosten. Til samme Flemming samt Kim Filtenborg, Charlotte Munch Schmidt og John Herner Jensen for at passe mine kunder mens jeg var væk. Til mine flinke kunder for at bære over med at jeg skrider en måned til Afrika midt i det hele. Og til min arbejdsgiver Axcess for at lade mig tage fri selv om jeg ikke havde flere feriedage tilbage. Og til Kristine Wichmann Nielsen for at hjælpe med praktiske dokumenter til brug for visum.

Tak til min mor og far, Hanne Lillemor Felk og Franz samt Kenneth og Linda Pedersen og Ole Arendschneider og Tina Barbara Pryds for at hjælpe med at passe vores unger mens jeg var væk.

TAK til alle der har gidet følge min tur og alle mine uendelige skriblerier her på facebook.

Og, selvfølgelig, mest af alt tak til min fuldstændig fantastiske familie for at støtte mig i mit lille projekt – især formidable Charlotte for ene seje kvinde at håndtere alting derhjemme mens jeg farter rundt i Afrika.

Mvh

Østerboy / Med venlig / Mr Uster / Oster Jacob

Tillad mig at starte med at citere gode gamle Lonely Planet omkring Tchad:

”Wave goodbye to your comfort zone and say hello to Chad. Put simply Chad is a place and an experience you will never forget! If Ghana and Gambia are Africa for beginners, Chad is Africa for the hardcore.

To say that travel here can be tough is a major understatement. In much of the country the roads are utterly diabolic, the tourist infrastructure somewhere below zero, the paperwork overwhelming, the corruption wallet draining, the summer heat mind melting, the costs astronomical and the security situation highly unstable”

Som om ovenstående, formentlig langt hen ad vejen stadig dækkende, introduktion ikke skulle være nok, har Boko Haram, som mange nok ved, været på fremmarch i landet (blandt andet fordi de af den Nigerianske hær bliver presset ud af Nigeria og ind i Tchad) og hyppige terror- og selvmordsangreb har fundet sted – også rettet med hovedstaden med det eksotiske navn N’Djamena, som var det eneste sted jeg turde opholde mig. (3 angreb i N’djamena i hhv. juni og juli 2015 med 11, 15 og 27 dræbte blandt andet en selvmordsbombe mod det centrale marked)

Nu har du måske et lille billede af hvordan der er i et af verdens mest mislykkede lande. Et land som ifølge Transparancy International er det mest korrupte i Afrika.

Retfærdigvis skal siges at inden jeg kom havde hæren og regeringen heldigvis fået bedre styr på sikkerheden i hovedstaden og det var således over et halvt år siden der sidst var udført terrorangreb her. Til gengæld var Boko Harams aktioner desværre taget til i den øvrige del af landet.

Jeg bevægede mig rundt med en vis forsigtighed.

Nu er Lonely Planets information herover desværre omkring ti år gammel da både Lonely Planet og alle andre forlag har opgivet Tchad siden da (Lonely Planet har aldrig lavet en decideret guide til Tchad men indtil de for omkring fem år siden holdt op med at opdatere information om farlige lande var landet en del af deres Afrika multi-country guide). Så en del kan have ændret sig siden da. At landet skulle være så svært, kaotisk og hardcore som Lonely Planet beskriver har jeg for eksempel svært ved at få øje på i hvert fald ud fra en isoleret betragtning alene her fra hovedstaden N’djamena. Faktisk virker det som en af de mest civiliserede byer jeg her besøgt i hele Centralafrika. Men det kan jo være Lonely Planet forfatteren herover kun har været i Ghana og Gambia…

Ørkenstøvet hænger over byen da jeg på gåben bevæger mig rundt. Her er helt anderledes i Tchad end i resten af Centralafrika. Først og fremmest er her overvejende muslimsk – hvor de andre lande overvejende er kristne. Mænd går rundt i lange kjortler og med berberagtige tørklæder viklet om hovederne antageligt for at beskytte mod den brændende ørkensol. Tchad minder meget mere om andre lande i Sahel-bæltet som f.eks Niger (som alle der læser med selvfølgelig kender indgående) end lande som Cameroun og Gabon.

I løbet af de foreløbig to dage jeg har opholdt mig i N’djamena har jeg taget sammenlagt 4 billeder. Fire! Og hvert og et har affødt problemer. Aldring har jeg været i et land hvor fotografering er så umuligt. Udover at man selvfølgelig skal have registreret sit visum hvis man er her mere end 72 timer skal man naturligvis også have en fototilladelse. Og selv om man så har sådan en (hvad jeg ikke har, men det kan de jo ikke vide) så går folk totalt amok hvis man så meget som tager kameraet op ad tasken. I dag har jeg nok spurgt de første 100 mennesker om jeg måtte tage et billede af dem. Hver og en sagde nej. Så forsøgte jeg mig med et enkelt snigerskud fra lang afstand med min 300 mm zoom af manden på den højt belagte cykel. Hvilket resulterede i at han efterfølgende opsøgte mig tre forskellige steder i byen i løbet af de næste 2-3 timer! Jeg var lidt i tvivl om han ville have mig til at slette billedet eller han bare ville have penge. Til sidst gav jeg ham 500 Francs (6 kroner) hvilket ikke synes at tilfredsstille ham nævneværdigt. Men han holdt da op med at forfølge mig.

Officielle monumenter og bygninger må naturligvis heller ikke fotograferes. Næ nej det er da meget forfærdeligt når man nu har brugt en bondegård på at bygge et granitmonstrum af et monument at der er nogen der gider at fotografere det. Så billedet af martyrpladsen i albummet er taget mens jeg står i en blind vinkel fra de tre vagter fra pladsen (som lige havde fortalt mig at jeg absolut ikke måtte fotografere der). Billedet fra det centrale marked affødte også adskillige vrede tilråb selv om det helt bevidst bare er et hurtigt skud uden noget hovedpersonmotiv. Selv menukortet jeg fotograferede for at vise hvad man får at spise på disse kanter var et stort problem. Tjeneren kom fluks rendende med en takeaway-menu (som var en hel del sværere at affotografere) fordi jeg havde sagt til ham at jeg kun ville tage billedet for at huske hvad der var på menuen. Det fattede han overhovedet ikke. Når han nu havde givet mig en takeaway menu kunne der jo bestemt ikke også gives tilladelse til affotografering af hans rigtige menu. Godt så. Det var lige før han forlangte at jeg slettede billedet jeg allerede havde nået at tage.

Så det vil være synd at sige at de er vilde med fotograferende besøgende her i landet. Det ville også være synd at sige at de er vant til turister – eller at det er et land der er lige ved at åbne op for masseturismen. Til sidst gav jeg op. Selv om jeg godt ville have fotograferet en masse af de flotte ørkenmænd i lange hvide kjortler og med tørklæder viklet om hovederne.

Tchad er turens sidste land. Der kommer lige en opsummering lidt senere inkl. et album med turens bedste billeder – men ellers er det back to work on monday!

Thanx for following.

Kort post i dag – og kun et par enkelte fotos – senere i dag står den, hvis alt går vel, på fly videre til Tchad – turens sidste land.(var lige kommet til at slå det op som privat / only me opslag for 12 t siden beklager..)

Nu er jeg i Camerouns hovedstad. Den hedder Yaoundé. Egentlig skulle jeg slet ikke have været her. Hjemmefra havde jeg købt turens sidste inter-Afrika flybillet som skulle gå fra Douala i Cameroun og videre til N’djamena i Tchad. Men kort før afrejse fra Danmark fik jeg en mail om at afgangslufthavnen var flyttet fra Douala til Yaoundé. Det har jeg sgu aldrig prøvet før. At få flyttet min flyafgangslufthavn til en anden by der ligger 4 timers lokaltransport væk. Ingen tilbud om kompensation naturligvis. Afgangen er opereret af Asky som er et vestafrikansk (og i øvrigt udmærket) flyselskab som selvfølgelig ikke er underlagt EU-regler.

Ved et sandt svineheld var den eneste flybillet jeg ikke havde købt hjemmefra den ind til Douala (fra Libreville, Gabon). Dvs. i stedet for at flyve til Douala kunne jeg bare flyve til Yaoundé i stedet og dermed komme til den rigtige by som jeg efter tre dage altså nu skal flyve videre fra. Billetten kostede godt nok et par hundrede kroner mere når jeg fløj fra Gabon til hovedstaden Yaoundé end den ville have kostet til Douala, men det tror jeg måske mit rejseforsikringsselskab kan lokkes til at betale.

Jeg har her i Cameroun fået at vide af at forklaringen er at ”staten” har lukket hele Douala lufthavn i en måned fra 1. marts pga. vedligeholdelse og flyttet alle fly til Yaoundé. Var dette sket i Europa vil jeg antage at man havde haft mere end 3 måneders varsel så man ikke nåede at købe billetter til og fra en lukket lufthavn – men lad nu det ligge.

I to tidligere byer (Brazzaville i Congo og Libreville i Gabon) havde jeg været forbi flyselskabet Askys kontor for at tjekke at min nye ændrede billet nu også var god nok. Begge steder havde jeg fået at vide at alt var i sin skønneste orden. Alligevel tog jeg lige ud forbi Asky kontoret også her i Yaoundé for at dobbelttjekke at alt var ok. Spild af tid tænkte jeg. Jeg tog fejl. Det viste sig at når lufthavnen var ændret skulle billetten genudskrives med et nyt E-billetsnummer og i øvrigt var afgangstiden rykket 35 minutter. Se det havde hverken flightfinder (hvor jeg havde købt billetten) eller to tidligere Asky besøg gjort opmærksom på. Forbilledlig information. Welcome to Africa.

Faktisk var det ikke så tosset at få en ekstra by med på programmet næsten gratis (selv om jeg godt ville have været tilbage til poolen og de flinke Camerounere der arbejdede på Foyer Du Marin i Douala).

Her i Cameroun har jeg brugt tiden til at få skrevet lidt og organiseret mine billeder. Jeg var lidt bagud da internet var temmelig ustabilt i Gabon – derfor nu en masse hurtige posts efter hinanden.

Da jeg hverken fik set Mandriller i Ækvatorial Guinea eller i Gabon – tog jeg på en helt utrolig, særdeles farlig og eventyrlig ekspedition her i Yaounde. Og YES – det lykkedes mig at komme helt tæt på to usædvanligt vilde mandriller!!

De elskede begge to at spise bananer når dyrepasseren smed dem ind til dem!

Og så har jeg mødt ”turist nr 8” (Økoturismestuderende på field trip fraregnet) på denne snart en måned lange tur. En engelsk bøsse der hedder Tim som ligesom mig bor her på Hotel Tou’ngou i Yaoundé hvorfra dette skrives. Vil tro at han er cirka 45 år. Tim ejer fast ejendom i London og lejer det ud – og har derfor røven fuld af penge. Så mange penge at han aldrig behøver at arbejde mere, siger han. Han ville gerne til Afrika for at ”få krydset det af på sin liste” men turde ikke selv køre eller rejse hertil på egen hånd. Så han er booket ind på en af de der overland-Afrika ture hvor turister der synes de er megaseje bliver kørt rundt i en stor truck og camperer en masse spændende steder undervejs. Men Tim gad ikke campere. Og han kunne i øvrigt heller ikke sagde han. Så mens alle de andre sov i telt et sted var Tim taget på hotel.

Tim kunne altså ikke campere. Han kunne faktisk næsten ikke engang sidde på en stol. Han så underlig ud da jeg mødte ham første gang på Tou’ngous tagterrasse – hvorfra der var udsigt ned til bliktagene på Yaoundes faldefærdige huse. Han sad skævt på stolen med benene oppe på en anden stol.

Tim havde boet på hotel i en anden afrikansk by på rejsen, fortalte han. Han havde ligget nøgen på sin seng (jeg skal ikke kunne sige hvad han monstro lå og syslede med) da han var blevet overrasket af en rengøringsdame der bare var buset ind gennem den ulåste dør. Se det kaldte jo på handling fra Tims side. Så i en lang akrobatisk bevægelse havde han forsøgt at påføre sig sine benklæder førend Mademoiselle Plubelle nåede frem til hans seng og det frie udsyn til hans genitalier. Det skulle han dog aldrig have gjort for derved forstrakte han angiveligt sin ryg på alvorlig vis. Så nu humpede han rundt som en invalid – og når han kørte i overlandtrucken blev han nødt til konstant at ligge ned. På truckens eneste madras. Hvilket angiveligt ikke affødte udelt begejstring fra de øvrige passagerer.

PS tjek det sidste billede – jeg har kørt i taxa med Francois Miteran!!

I Gabon boede jeg på et strandhotel der hedder Tropicana. Tænk bred, lang sandstrand. Små hytter langs stranden og kæmpestor palmeomkranset terrasserestaurant med glimrende fransk/gabonesisk fusionskøkken. The Life.

Ved siden af dette aldeles glimrende hotel, lå en ekstremt basal lokal bar, som jeg fik at vide slet ikke var en bar men et bordel. Bordellet lå lige bag ved mit værelse og da de godt kunne lide at spille lidt høj musik var søvn til tider lidt svært opnåelig.

På Tropicana befandt sig en sælsom blanding af forretningsrejsende, øko-turister og NGO’ere. Hver aften var restauranten fyldt for det var et populært spisested i Gabons hovedstad Libreville. For såvel hvide som sorte af den bedre klasse, der havde råd til at spise her. Det tiltrak luderne. Her vil jeg antage at de pæneste piger var sendt hen til Tropicana og dem der stod i anden række var sendt hen til nabobordellet. I hvert fald var en ganske høj andel af dem der frekventerede Tropicana fuldstændigt latterligt smukke. Og fuldstændigt latterligt nærgående. Det lyder måske ikke så tosset for nogle. Jeg synes de var temmelig enerverende.

Økoturisterne var af den slags der troede at det ville redde verden hvis de tog ud i en tæt regnskov og blev stukket af en myg. Da jeg spurgte en gruppe økoturismestuderende fra et universitet i Skotland om de havde set nogle dyr på deres field trip/safari som de lige var kommet tilbage fra svarede en af pigerne med stor begejstring. ”We saw ants!” og tilføjede lidt senere ”and we heard a chimpanze”. Luderne til trods var jeg glad for at jeg bare nøjedes med lidt ferie på mit strandhotel.

På Tropicana mødte jeg en fransk fotograf der hedder Pascal. Han er 55 år gammel og har boet 35 år i Gabon. Jeg er desværre bange for at Pascal er ved at drikke sig ihjel. Han sov indtil middag og stod op og drak en flaske vin og et par glas whisky til frokost. Så var dagen i gang.

Men han var en super intelligent og mægtig flink fyr og en fremragende modelfotograf. Og så havde han utrolig mange penge som jeg aldrig fandt ud af hvor kom fra. Gabon er ikke noget billigt land og jeg vil antage at han brugte et par tusinde kroner om dagen på at bo i en suite (basalt set bare en stor strandbungalow, men hotellet kaldte det en suite) på Tropicana og spise og drikke på restauranten. Derudover betalte han selv for udgivelsen af et livsstils- og rejsemagasin som var gratis og som han udgav og distribuerede i Gabon. Såfremt han ikke har lavet andet de sidste 35 år beløber det sig jo også til en vis slat penge. Men han svarede undvigende når jeg spurgte hvor pengene stammede fra. Han var en lille smule sær og jeg vidste aldrig helt hvor jeg havde ham. Han var uforudsigelig på den lidt spændende, kunstneriske måde.

Da Pascal på min mobiltelefon havde set et udvalg af mine rejsebilleder proklamerede han (på fransk han talte ikke et ord engelsk) ”vi to skal arbejde sammen”.

Først ville han gerne interviewe mig (på fransk) og han fik lov til at bruge et par af mine billeder til en artikel om mig i sit magasin. Da vi havde gjort det sagde han nu skal du se min samling af fotos af ”la femme noir”.

Her taler vi så om flotte, kunstneriske nøgenfotos af et større antal olieindsmurte afrikanske skønheder. Med alenlange ben og i alle tænkelige positurer…

Når man har boet 35 år i Gabon kan man nå at lære mange mennesker at kende. Og Pascal kendte alle. Og alle syntes godt at kunne lide ham. Om det var fordi han havde mange penge eller fordi han var en super flink fyr (så længe han ikke havde fået alt for meget at drikke) skal jeg ikke kunne sige.

Modellerne han fotograferede nøgne var, fortalte han, en blanding af prostituerede og almindelige kvinder der ”godt kunne lide at få taget den slags billeder”. ”Vil du være med hvis jeg skaffer nogle nøgenmodeller” spurgte Pascal. Her må jeg muligvis skuffe nogle af de mandlige læsere for den trak jeg lidt på. Jeg tænkte at dansk familiefar der havde fået lov til at tage alene til Afrika af sin meget søde og forstående kæreste måske ville stramme den lidt rigeligt hvis den stod på nøgenfotos af olierede gabonesiske skønheder. Også selv om jeg kaldte det kunstfotografering. Men Patrick insisterede så jeg sagde ”nødtvungent” ja til at fotografere sammen med ham, men sagde at jeg helst ville have at modellerne var påklædte.

Den første model viste sig så at være en mand…

En gud ske tak og lov (delvist) påklædt mand. Vi tog billeder af ham på stranden om aftenen. Og Pascal kommanderede rundt med den stakkels og særdeles skarptskårne mand. ”Kravl op i palmen” sagde Pascal. ”Bouge pas” (Rør dig ikke) sagde han så til den stakkels model da han hang ti meter oppe på palmen og holdt krampagtigt fast. Og så knipsede vi løs.

Næste aften skulle vi tage billeder af en kvinde. Hun var måske 1 meter og 80 høj og havde nogle helt enormt lange stænger. Det foregik foran og inde i Pascals suite (med rustikke vægge i sort træ og afrikansk kunst på væggene). Jeg anede ikke om modellen pludselig ville blive beordret til at smide kludene, for hun gjorde lydigt og tålmodigt alt hvad Pascal sagde, men det gjorde hun heldigvis (eller uheldigvis om man vil) ikke.

Pascal var old-school. Ingen flash. Hans kamera var et Sony. Ikke noget dårligt kamera men heller ikke det allernyeste state of the art (det var spejlløst som Sony jo laver dem). Men han tog formidable billeder (typisk på ISO6400 når der var meget lidt lys). Jeg stod lige ved siden af ham hele tiden. Han var pissegod til at instruere modellerne og han tog markant bedre billeder end mig. Og hold kæft hvor det performede det der Sony kamera. Jeg ved ikke hvordan fanden han gjorde det men han fangede blik og udtryk og stemninger som jeg ikke har set nogen gøre det før. For helvede hvor var han dygtig. Og hvor var det spændende at få lov at være med.

”Jeg sover aldrig alene” proklamerede Pascal. Mens hans unge kæreste Belinda sad lige ved siden af og så mindre end tilfreds ud. Hans unge kæreste som han havde været sammen med i nu ti dage. Og som han snart skulle have med til den by nær Lyon han oprindeligt kom fra så hun kunne møde hans 5-årige datter og hans 88-årige far. Hvis den 10.000 Euro overførsel hertil han ventede på ellers snart gik igennem. ”Men hvad så hvis Belinda ikke er der”, sagde jeg. ”Så finder jeg bare en anden” sagde Pascal.

”Jeg skaffer et par nøgenmodeller i morgen” sagde Pascal da vi var færdige. Nu har jeg jo hvad det angår heldigvis en meget liberal og forstående kæreste der sikkert ikke ville have haft det store i mod det, men jeg sagde alligevel pænt nej tak. Ingen grund til at presse citronen…

Men måske kan jeg få Pascal til at sende mig et par af hans (vildt fede) nøgenskud, så de kan postes efterfølgende…Han var godt nok meget mere ”kunstner der drikker whisky-typen” end ”facebook/jeg sender dig billederne på mail-typen” men jeg håber jeg kan få vristet et par billeder ud af ham..

Den sidste aften nøjedes vi således med at drikke. Og tale fransk, som jeg efter 3 uger i primært fransktalende lande heldigvis efterhånden kan følge nogenlunde med på. Jeg drak øl og han drak vin og whisky, mens vi hørte franske fædrelandssange afspillet på hans mobiltelefon under palmerne på strandrestauranten. Imens verfede vi prostituerede væk som hele tiden kom og tiggede øl og cigaretter fra Pascal. Nogle gange sendte han dem bare væk. Andre gange sagde han ”jeg køber dig en øl hvis jeg må fotografere dig nøgen i morgen”.

Fem dage var jeg i Gabon. Jeg så næsten intet af landet. En enkelt gang tog jeg ind til centrum af Libreville. En forholdsvis velstående by. Gode veje, relativt nye biler. Fuldstændig ryddet for slum. Ingen blikskure, ingen kaotiske markeder. (Se billedet fra luften i albummet) Jeg er sikker på at der er masser af slum – også i Gabon – men den del af centrum jeg så er pæn og civiliseret. For den rejsende umiddelbart en okay, men relativt kedelig by.

Så jeg tilbragte dagene på stranden og aftenerne med min franske fotografven.

Min franske fotografven hvis liv bestod af at leve på en strand, drikke alkohol, udgive et rejsemagasin og lave kunstneriske fotos af sorte skønheder uden tøj på. Og gå i seng med en stor del af dem.

Min franske fotografven som er ved at drikke sig ihjel.

Jeg håber hans lever holder mange år endnu.

Mange ved slet ikke at der eksisterer et land der hedder Sao Tomé og Principé. Men det gør der altså. Det ligger en times flyvning ud for Gabons kyst og er et selvstændigt land. Det er en tidligere portugisisk koloni, men da sprogene er så nært beslægtede gik det fint med mit spanske. Stort set ingen taler engelsk. Ganske få (dem der er kommet over fra fastlandet) taler fransk. Landet er som flere af de andre lande på denne tur et af verdens mindst besøgte lande.

Meget få flyselskaber flyver til Sao Tomé. Et af dem hedder Ceiba. Dem fløj jeg med. De har hovedkvarter i Malabo, Ækvatorialguinea. De sælger ikke deres billetter på internettet. Så før jeg rejste hjemmefra fandt jeg på nettet et rejsebureau i Douala, Cameroun hvor en dame der hed Queen rent faktisk svarede på mine mails (i modsætning til de 4-5 andre rejsebureauer jeg også skrev til), endda på rigtig godt engelsk. Queen har med stor sandsynlighed tilhørt den anglofile del af den Camerounske befolkning.

Jeg udspecificerede at mit fornavn var Jakob og mit efternavn var Oester når man købte flybilletter. Jeg sendte hende en kopi af mit pas. Jeg bad hende lave en reservation først så jeg kunne se at hun havde stavet mit navn rigtigt. Det havde hun. Så lavede jeg en international bankoverførsel på de knap 600 USD som mine to flybilletter (fra Malabo, Ækvatorialguinea til Sao Tome og videre fra Sao Tome til Libreville) kostede.

En fredag aften klokken 20 tilbage i januar måned så jeg at der var kommet en mail fra Queen med mine billetter. Hun havde sendt den klokken 16 – formentlig lige inden hun var gået på weekend. I de faktiske billetter havde Queen præsteret at bytte rundt på mit fornavn og efternavn og stave begge dele forkert, så jeg nu hed Oster Jacob. Det var rigtig flot, flot arbejde synes jeg.

Jeg skrev til Queen at det skulle hun lave om. Mandag fik jeg en e-mail om at det nu var ændret samt en flybillet i word-format hvor navnet stod rigtigt. Et hurtigt check websiden checkmytrip kunne dog afsløre at navnet ikke var ændret i Amadeus-systemet og dermed heller ikke hos flyselskabet. Jeg tillader mig at konkludere at den gode Queen selv har ændret i navnet i en word-fil på sin egen computer..

Herefter fulgte måske 30 mails som resulterede i ingenting. Queen kunne ikke ændre navnet (muligvis fordi hun ikke nåede at gøre det inden for de første 24 timer fordi hun var gået på weekend, muligvis fordi flyselskabet bare ikke gad at ændre det). Men som Queen skrev – ”Bare rolig det er et afrikansk flyselskab. Tingene fungerer lidt anderledes her – jeg tror ikke du får nogle problemer”. Jeg håbede hun fik ret.

Her skal det måske nævnes at Ceiba i mange år har været blacklistet af de Europæiske myndigheder og at der på Wikipedia står følgende om selskabet:

“In 2009 the CEO of CEIBA Intercontinental Mamadou Jaye, a Senagalese citizen of Gambian origin left Equatorial Guinea with a suitcase containing 3.5 billion CFA francs(approximately 5 million euros or 6.5 million United States dollars) and spare ATR aircraft parts to negotiate trade deals with Côte d’Ivoire, The Gambia, Ghana, andSenegal and to establish a West African office for CEIBA. Jaye never returned to Equatorial Guinea.[3] Jaye denied that he took money from the company and filed a lawsuit against Rodrigo Angwe, the Malabo-based correspondent for Agence France Presse (AFP) and Radio France Internationale (RFI) who submitted the story. Angwe used an employee as a source; the employee said that he received the information from the internet. After the employee’s admission, AFP and RFI retracted the story. Jaye accused Angwe of publishing the internet article himself”

Altid meget fedt når den administrerende direktør (hvis det altså var tilfældet) lige stikker af med en kuffert med 3,5 billioner Centralafrikanske Francs – så får man sig da lidt helt gratis branding.

I den ekstremt kaotisk lufthavn i Malabo, Ækvatorialguinea hvorfra jeg skulle flyve til Sao Tome var der helt fantastisk dejligt. Indtjekningen foregik i et rum uden aircon der lignede en lade tilhørende en jysk bondegård. Der føltes som om der var mindst 50 grader og i løbet af få minutter var man totalt badet i sved. To store grupper fik naturligvis lov til at snyde sig lige ind foran Oster Jacob i køen. Formentlig fordi nogen af dem var noget ved musikken. Så i stedet for at tjekke én mand ind på 2 minutter – tjekkede de 20 mand og omkring 60 stykker baggage inkl. 2 store plastikbylter som de påstod indeholdt bananer og et styk 65 tommers fladskærms-tv ind først. Der var håndskrevne boardingkort og håndskrevne baggagetags så det tog lidt tid. Til gengæld opdagede damen overhovedet ikke at mit navn ikke stemte da jeg endelig selv skulle tjekke ind. Flyet var ok. Et ATR 42 af ældre dato – et normalt ret pålideligt fly.

Da vi landede i Sao Tomé var jeg lige ved at glemme at stå af. Stort set alle andre passagerer skulle med samme fly videre (ind til Gabon på fastlandet). Og de 4 andre der stod af var stået af lynhurtigt uden jeg havde opdaget det fordi jeg sad helt forrest i flyet og udgangen var bagerst. Så jeg sad som vanligt og ventede på at de skulle åbne døren (som de altså for længst havde åbnet) og opdagede først hvad der foregik da de var ved at folde trappen op igen…Jeg løb derhen og nåede lige ud før flyet fløj videre…En af de 4 andre passagerer der stod af – en amerikansk, sort boreplatformsarbejder der hed Stephen Troy, og stammede fra Louisiana, præsterede til gengæld det omvendte. Han kom til at stå af i Sao Tomé selv om han skulle have været med videre til Libreville i Gabon! (Rimeligt heldigt at Sao Tomé er det eneste land i hele Centralafrika som man ikke behøver at have skaffet sig visum til forinden..) ”Min chef sagde det kostede ham næsten 1.000 dollars” sagde Tory da jeg mødte ham i lufthavnen tre dage senere (hvor det første fly videre gik) og miseren for længst var gået op for ham.

Sao Tome var fattigere end jeg havde regnet med. Fattigere end de andre lande i regionen tror jeg (undtaget CAR). Men med en caribisk og afslappet vibe. Meget anderledes end den mere hektiske (læs kaotiske) stemning i resten af regionen. Jeg boede på et guesthouse hvor der for en gang skyld både var lidt andre udlændinge, blandt andet et par flinke hollændere der arbejdede for Heineken i hhv. Liberia og Ghana og var store fans af Mads Brögger og filmen ambassadøren (som handler om Liberia og den Centralafrikanske Republik).

Efter Sao Tomé skulle jeg videre til Gabon. Jeg havde hjemmefra fået en forhåndsgodkendelse til et Gabon e-visum (dvs jeg kunne med denne godkendelse formedelst 100 Euro købe mig et visum ved ankomst til Gabon). Jeg havde fået godkendelsen for længe siden og havde sidenhen lavet lidt om i ruten, så nu passede datoen selvfølgelig ikke. Jeg prøvede i løbet af to måneder sådan cirka 500 gange at indsende formularen til e-visummet igen med den rigtige dato, men hver gang fejlede systemet. Så jeg planlagde indrejse med godkendt e-visum med forkert dato. (Meget fedt at indføre e-visum og så have et system der virker under 1% af tiden).

Visum til Gabon er normalt et meget svært visum at få i nabolandene, men for sjov skyld tog jeg lige en moto ud til Gabon-ambassaden i Sao Tome. Ude foran faldt jeg i snak (jeg på spansk de på portugisisk) med nogle flinke mennesker, hvoraf den ene viste sig at være den søde ambassadefrøken. Selv om ambassaden egentlig var lukket kom jeg med indenfor, udfyldte en formular på 2 minutter, gav hende et pasbillede, 70 euro og mit pas og fik at vide at jeg skulle komme igen næste dag klokken 13 og hente mit visum. Hun gad ikke se et eneste af alle mine fine (hårdt tilkæmpede og til fransk oversatte) dokumenter. Så let var det – og jeg mødte endda op på ambassaden i shorts, T-shirt og hvide stikkelsbærben (normalt her jeg altid lange bukser og skjorte på når jeg er på ambassader, men det havde jeg glemt her).

Da jeg planlagde turen tilbage i oktober havde jeg overvejet om jeg også kunne få mit Angola-visum her i Sao Tomé. Min kammerat, den gode Frode Kjems Uhre fik det her uden at skulle vise ret mange dokumenter for et par år siden. Men ifm. planlægningen kunne jeg ikke få bekræftet at det stadig var muligt så jeg havde lagt ruten anderledes og havde således allerede – som beskrevet i en tidligere post – fået mit visum dertil i Stockholm og havde allerede besøgt Angola.

Alligevel ville jeg lige gå forbi Angolas ambassade her i Sao Tome for lige at tjekke om det virkelig som det måske eneste sted i verden skulle være let at få det notorisk komplicerede Angola visum her. Jeg fandt en stor flot, gul bygning med en høj mur omkring, et vagtskur ude foran og Angolas flag vejrende over grunden. Den lå præcis hvor Lonely Planet havde angivet at Angolas ambassade skulle ligge. Og det lignede fuldstændig en ambassade. Men den flinke vagt sagde at jeg skulle gå et andet sted hen omkring en kilometer væk for at søge visum. En kilometer senere fandt jeg en stor flot, gul bygning med en høj mur omkring, et vagtskur ude foran og Angolas flag vejrende over grunden (…) Her var sågar et lille messingskilt hvor der stod at det var Angolas ambassade der lå her. Jeg talte med endnu en flink vagt. Han sagde at hvis jeg skulle have visum til Angola skulle jeg gå til Angolas ambassade der lå et helt tredje sted (..) omkring en kilometer yderligere væk (altså 100% sikkert ikke det første sted jeg lige havde været men i den stik modsatte retning ??!!). Han fortalte også at ”ambassade nummer 3” nu desværre var lukket for i dag, men at jeg kunne komme igen i morgen. Jeg går ud fra at den tredje ambassade var en stor, flot gul bygning med en høj mur omkring, et vagtskur ude foran og Angolas flag vejrende over grunden. Men jeg gad ikke tage derhen når der var nu var lukket.

Se nu ved jeg ikke hvor længe dette kunne have gentaget sig, men man kan da i hvert fald ikke beskylde Sao Tome for at gå ned på antallet af Angola ambassader…Næste dag havde jeg egentlig planlagt at tage en moto ud til den 3dje Angola ambassade – bare for professionel nysgerrigheds skyld – men jeg nåede aldrig derud, og det var som sagt heller ikke så vigtigt da jeg havde fået mit visum og allerede havde besøgt Danni i hans luksuslejlighed i Luanda, Angola. Selv om det selvfølgelig kunne have været interessant om jeg var blevet peget yderligere en kilometer videre til en stor, flot gul bygning med en høj mur omkring, et vagtskur ude foran og Angolas flag vejrende over grunden…

Da jeg skulle flyve videre fra Sao Tome til Gabon mødte jeg som sagt uheldige Troy der ufrivilligt havde opholdt sig 3 dage i Sao Tome indtil det næste fly nu gik. Ved udrejse skulle man – kun udlændinge naturligvis – betale airport tax på 21 dollars. Alle sedler selv en-dollar skulle gennemlyses. Damen brokkede sig over at Troys dollarsedler var bukket på midten. ”What am I supposed to do they are in my wallet” sagde Troy med dreven sydstatsaccent. Hehe.

Før han kom til Sao Tome havde Troy arbejdet på en boreplatform ud for Malabo Ækvatorialguinea. ”They get away with murder overthere” sagde han med sin Louisiana accent og fortalte den ene røverhistorie efter den anden om forholdene i verdens måske underligste land. Om hvordan han havde været på diskotek i Malabo og den ene af præsidentsønnerne var kommet ind med 5 megalækre damer og et utal af kaleshnikov-bevæbnede vagter og havde opført sig som om han ejede hele verden. Om hvordan han en dag kort tid efter han var kommet til landet havde kørt en tur nær hovedstaden med sin hvide chef (der havde arbejdet i Ækvatorialguinea i 8 år). De kom forbi en af de øverste generaler i hæren der gik på gaden naturligvis sammen med verdens smukkeste kvinde. ”Don’t look” sagde chefen. Troy kiggede lidt alligevel. ”Don’t look” sagde den sorte chauffør. Troy kiggede væk. ”Hvis de synes du glor tager de vores nummerplade, finder os og sørger for vi får en passende straf” sagde chaufføren.

Jeg glædede mig over jeg for længst havde lagt Ækvatorialguinea bag mig. Jeg tjekkede ud af Sao Tome, kom let ombord på endnu en ATR42 (formentlig den samme som sidst) med kurs tilbage mod fastlandsafrika og Gabon (denne turs land nummer 8). Igen uden at nogen som helst tog notits af at det ikke var Oster Jacob der tjekkede ind.

I løbet af 8 døgn havde jeg derved sat fod i følgende 6 af verdens sværest tilgængelige lande: Angola, Centralafrikanske Republik, Cameroun, Ækvatorialguinea, Sao Tome & Principe og Gabon. For what it is worth formoder jeg at det er jeg den første person i verden der har gjort.

(regnet fra udrejsetidspunktet fra Angola til indrejsetidspunktet i Gabon. I praksis var jeg 3 nætter i Angola, 1 nat i CAR, 3 nætter i Cameroun, 2 nætter i ÆG, 2 nætter i Sao Tome og jeg skal nu være 4 nætter her i Gabon hvorfra dette skrives)

Hehe – Gunnar Garfors go home… (tjek selv på ved at søge på navnet på google)

Og for at det ikke skal være løgn kunne jeg faktisk ret let have skåret dette ned til 6 døgn hvis jeg havde nøjedes med en enkelt nat i Cameroun (som jeg alligevel skal tilbage til senere). Meganørdet – i know – men det kunne have været en endnu sjovere rekord at have haft…Men da jeg var lidt loren ved om de i den Centralafrikanske Republik (CAR) kunne finde på at aflyse mit fly pga. valg / eventuelle uroligheder satte jeg tre nætter af til mit efterfølgende Cameroun-besøg således at jeg både kunne tåle en flyaflysning i CAR samt nå at vente 2 døgn på det næste fly mellem CAR og Cameroun – og stadig nå alle de efterfølgende fly. Ingen grund til at risikere at smide resten af turen ud af vinduet for at optimere en nørdet (formentlig) verdensrekord med et par døgn..

Hehe – Bor nu på det fedeste strandhotel her nord for Libreville, Gabon og ud af mit vindue glor jeg lige nu på palmer, strand og sol. Så herfra tror jeg nok resten af turen fortrinsvis står på ferie og afslapning – og så måske lige et lille eventyr mere…

Så har jeg været 3 dage i Ækvatorialguinea mit land nummer 164. Og lad mig bare slå det fast med det samme: Ækvatorial Guinea (ÆG) er ikke noget almindelig land. Det er et af verdens sværeste lande at opnå visum til og det er et af verdens mindst besøgte lande. Landet er nærmest kun kendt for ”Erik the Eel” der kom med til OL i Sydney på et wild card og var lige ved at drukne da han havde svært ved at svømme den fulde distance på de 100 meter han stillede op i. Til gengæld tror jeg ikke mange kender til landets (vilde) historie.

Ækvatorialguinea udgøres af en del der ligger på det afrikanske fastland (mellem Gabon og Cameroun) og en ø der hedder Bioko (ud for Cameroun) hvorpå hovedstaden Malabo ligger. Det var Malabo jeg tog til. Se mit kort hvis du vil se hvor landet ligger.

Jeg tog en taxa til mit billige guesthouse som jeg forinden havde forsøgt at reservere via Facebook (i stedet for at tage til det dyre hotel jeg havde reserveret for at få visum og efterfølgende havde annulleret). Guesthouset der hed ”Internet Hostal” havde ikke svaret. Da jeg kom frem fandt jeg ud af hvorfor. Facebook, messenger og skype var der nu lukket for. I hele landet så vidt jeg forstod. Meget fedt at bo på ”Internet Hostal” og ikke kunne komme på facebook. Det øvrige internet fungerede dog fint. I receptionen stod en kineserdame der talte mindre spansk (ÆG er det eneste land i Afrika man taler spansk – tidligere spansk koloni) end jeg taler kinesisk. Lidt op ad bakke. Hun ringede til en anden kineser (hendes søn tror jeg) som talte en ganske lille smule bedre spansk. Ordet ”dinero” forstod hun dog godt. Jeg fik mit værelse.

Jeg gik en tur i hovedstaden. I en hyggelig gade i den gamle by hvor husene med deres udhængende balkoner, afskallende maling og frønnede trædøre lignede noget man kunne have set i Havanna kom der pludselig en Lamborghini kørende. Uden sammenligning den fedeste gadebil jeg nogensinde har set. Den så helt ny ud. Et monster i sølv og sort der lignede noget fra en Batman-film. Jeg havde ret meget lyst til at tage et billede. Verdens lækreste bil i rå forfaldne kolonistilsomgivelser. Men jeg havde kun min iPhone med og i Ækvatorialguinea kan man ret let komme i fængsel for at tage billeder. Især hvis man tager billeder af vigtige personer eller officielle bygninger. ”Hvem var det” spurgte jeg et par unge, lokale gutter der stod og gloede efter bilen. ”El niño del presidente” svarede de.

Her skal vi lige høre lidt om Ækvatorialguines sindssyge historie. Normalt er jeg ikke så voldsomt historieinteresseret men tjek det her ud:

Ækvatorialguinea opnåede selvstændighed (fra Spanien forinden havde det også været engelsk koloni) ifm. at der blev afholdt præsidentvalg i 1968. Årtiers spansk styre var slut og den nye præsident blev en fyr der hed Macias. Macias tilhørte den befolkningsgruppe der hedder ”Fang” som ikke var særlig gode venner med den anden store befolkningsgruppe som hedder ”Bubi”. Sidstnævnte var blevet favoriseret af spanierne. Præsident Macias startede forsonende med at udnævne flere af hans Bubi modstandere til fremtrædende poster i det nye parlament.

Macias kom dog allerede året efter på andre tanker. Han kaldte alle borgere der studerede i udlandet hjem. Kom de ikke hjem fik de frataget deres statsborgerskab. Macias mente desuden at det tidligere spanske styre prøvede at underminere ham. I forbindelse med uroligheder blev en spansk statsborgerslået ihjel på det spanske konsulat i ÆG. Herefter trak Spanien alle deres cirka 7.000 statsborgere ud af landet.

Derefter erklærede Macias en et-parti stat og gik i gang med at udrense lederne fra ”Bubi”-gruppen. En af dem døde af blodforgiftning efter at have fået stukket sine øjne ud. En anden døde af tørst i det berygtede ”Sorte Strand fængsel” i Malabo. En tredje (deres FN-udsending) blev skudt bag en busk ved lufthavnen da han lige var landet. En fjerde blev tortureret og skudt angiveligt fordi billedet af præsidenten han havde hængende i sit kontor var revnet en lille smule nederst i det ene hjørne.

Macias udnævnte så sig selv til: ”Livstidspræsident, Chefkommandør for hæren, og Stormester for videnskab, uddannelse og kultur”.

I løbet af de næste 10 år døde eller forsvandt over to tredjedele af medlemmerne af det oprindelige demokratiske parlament. 36 ofre blev – iflg FN – ”begravet levende op til halsen og herefter spist af røde myrer”. En tidligere indsat i ”Sorte sand fængslet” fortalte at han foran sin celle havde set 157 mennesker blive tæsket ihjel med jernrør.

I løbet af samme periode anslås det at omkring en fjerdedel af landets befolkning som ved periodens start udgjorde 3-400.000 mennesker blev slået ihjel og op mod halvdelen flygtede, således at landets befolkningstal reduceredes til omkring 100.000 mennesker.

Macia røg ”Bhang” og tog det stimulerende lokale stof ”Iboga” der minder om LSD og udstedte dekreter på baggrund af hvad ånderne fortalte ham. Han indsnævrede dem han stolede på til kun at tælle hans egen Essangui-klan som udgjorde en mindre del af ”Fang”-folket. Alle andre blev forfulgt. Han havde importeret en del Nigeriansk arbejdskraft men efter han i 1976 fik slået 11 mand ihjel på den nigerianske ambassade i Malabo blev alle 40.000 Nigerianere i landet evakueret og lokale ækvatorialguineanere måtte skibes over som slaver fra fastlandet til hovedstaden for at tvangsarbejde for præsidenten.

Macia indførte nu antikolonialiseringslove som medførte at alle der havde et europæisk navn skulle ændre det til et afrikansk, love der forbød vestlig medicin, love der forbød den katolske kirke at operere i landet og love der forbød vestlige produkter som tomater, sukker, brød og mælk

Præsidentens nevø Obiang havde fået ansvaret for hæren og ”Sorte Strand fængslet”. Macia flyttede fra hovedstaden og ind til fastlandet. Dertil sendte Obiang en delegation bestående af sin egen bror og 5 andre seniorofficerer fra hæren for at bede Macia om at frigøre nogle af de af landets midler som Macia personligt havde beslaglagt for at de kunne udbetale lønninger til hæren. Se det var naturligvis al for skrap kost for Macia at skulle finde sig et sådant krav så han fik dem alle 6 henrettet idet han beskyldte dem for at planlægge et kup.

Et temmelig ubegavet træk. Obiang havde trods alt ansvaret for hæren, og så var det måske ikke århundredets snedigste idé at Macia fik slået mandens bror ihjel. Obiang evakuerede resten af sin familie og gennemførte i løbet af kort tid et kup hvorved han tog magten og selv blev præsident. Macia blev henrettet foran ”Sorte sand fængslet” i september 1979 efter en retssag der blot varede 5 dage.

Siden da har Obiang regeret Ækvatorialguinea. Han er i dag den længst siddende afrikanske præsident (skarpt efterfulgt af Dos Santos i Angola (også 36 år ved magten) og Mugabe i Zimbabwe (35 år ved magten)). Obiang er mægtig populær. Så populær at han et utal af gange er blevet genvalgt. Altid med omkring 97% af stemmerne. Man ved jo aldrig om man bliver spist af røde myrer hvis man stemmer nej (Obiang havde som nævnt ansvaret for ”Sorte strand fængslet allerede under Marcias terrorregime).

I 1995 blev der fundet store mængder olie i ÆG. En pæn del af pengene blev brugt på at udvide Obiangfamiliens flåde af biler og yachter og luksushuse rundt omkring i verden.

I 2004 forsøgte en gruppe udenlandske forretningsmænd heriblandt Margaret Thatchers søn Mark Thatcher at orkestrere et kup for at få fingre i Olien. Uheldigvis for kupmagerne blev deres chartrede Boeing 727 tilbageholdt i Zimbabwe da de var ved at laste det med våben og kuppet slog fejl.

Tilbage på gaden i Malabo står jeg og glor efter Lamborghinien der forsvinder i det fjerne. Føreren var altså præsident Obiangs søn. Og bare fordi ens far og ens fars onkel har slået en fjerdedel af landets befolkning ihjel og fordrevet yderligere en halvdel kan man jo godt cruise sig en tur gennem byens gader i sin nye Lamborghini. Forbi folk der bor i blikskure. Forbi folk der for 97 procents vedkommende stemmer på ens far når der er præsidentvalg.

Landets historie taget i betragtning var det nok meget heldigt jeg havde glemt mit kamera derhjemme. Ingen grund til at stifte nærmere bekendtskab med ”Sorte Strand fængslet”.

I Ækvatorialguinea kan man ud over at se luksusbiler også se vilde Mandriller. Det kan man kun ganske få steder i verden. Det ville Østerboy gerne.

Efter at Lonely Planet er blevet købt og faldet af på den har man længe ikke kunnet få en guidebog til Ækvatorialguinea. Indtil Bradt guides der prøver at overtage LPs rolle som den seje backpackerguidebogsserie udgav en i november 2015. Forfatteren Oscar Scafidi (som har været så elskværdig at hjælpe mig lidt med min rejse. Jeg tror ikke han er blevet voldsomt overbebyrdet med læserhenvendelser for bogen er sikkert kun solgt i cirka 5 eksemplarer..) har skrevet en glimrende guidebog. Han har bare glemt en væsentlig ting. Hvordan man lettest finder en Mandril. Man kan ifølge guidebogen vandre i dagevis i junglen omkring Luba krateret på den sydlige del af Bioko-øen hvor nogle af verdens mest sjældne aber lever. Men det havde jeg ikke tid til og der er i øvrigt ingen Mandrilgaranti. Via en spansk fyr der arbejdede på en restaurant jeg tilfældigt kom forbi i Malabo fik jeg telefonnumrene på nogle forskere der arbejdede for ”luba kraterets videnskabskomite” (”turisme” er ikke så super veludviklet på disse kanter, så det gælder om at udnytte alle kontakter). Jeg måtte ikke ringe fra mit hotel. Heller ikke selv om jeg tilbød kinafrøkenen nogle ”dinero”. Jeg ringede derfor fra kinafrøkenens søns internetcafe fra en telefonboks indeni hvilken temperaturen mange gange oversteg den i jordens inderste kerne. Forbindelsen var elendig. En mand sagde et eller andet i den anden ende. Jeg var ikke engang klar over hvad sprog han talte. Hverken ”Por favor no habla rapido” eller ”habla ingles” eller nogetsomhelst andet hjalp det fjerneste. Jeg prøvede et af de andre numre og det hele gentog sig. Det er lige før jeg tror at det var den samme mand jeg talte med trods de forskellige numre. Den eneste forskel var at jeg denne gang var vådere af sved. Jeg besluttede at en dagstur der potentielt set skulle bestå af en 4WD tre timer hver vej gennem junglen, en chauffør, en guide og op til ti timers vandring nok næppe lod sig arrangere når jeg ikke forstod et kvæk af hvad manden sagde over den skratende linje.

I Ækvatorialguinea var det naturligvis ikke nok at man efter en kafkask proces af olympiske dimensioner havde fået sikret sig et visum. Man skal naturligvis ved ankomst søge om en ”tourist permit” og en ”photo-permit”. Lamborghini-landsfaderen havde dog imødekommende og fleksibel som han er for nylig valgt at slå de to sidstnævnte sammen til kun én tilladelse. Sikke en guttermand. Nu var jeg selvfølgelig i landet henover en weekend og det betød at kontoret der skulle lave tilladelsen var lukket. Så formelt set var det ulovligt for mig at tage fotos samt at rejse uden for hovedstaden.

Flere gange blev jeg i Malabo så jeg fra afstand bevæbnede politi eller militærpersoner komme imod mig efter jeg havde taget et billede. Hver gang skyndte jeg mig i den modsatte retning, drejede rundt om et hjørne og løb så min vej. Ingen grund til at supplere deres månedsløn.

Næste dag – søndag morgen – gik jeg forbi et lille rejsebureau der i modsætning til alt andet var åbent. ”Du kan sagtens se mandriller” sagde en flink fyr derinde. Han hed Pepe. ”hvis du betaler mig 1200 kroner skaffer jeg en bil der kan køre dig til Moka og derfra skal du bare gå en times tid med en stifinder så garanterer jeg at du ser dem” se den lød jo fin. Jeg havde dog ikke tænkt mig at betale 1200 kroner når man bare kunne tage en billig deletaxa til Moka. Men det sagde jeg selvfølgelig ikke noget til Pepe om. ”Men hvordan skaffer jeg en tourist permit” spurgte jeg i stedet Pepe. ”Det kan du først når kontoret åbner mandag morgen”. Det kunne jeg ikke vente på da jeg skulle flyve videre allerede mandag formiddag. ”Hvad sker der hvis jeg tager derned uden permit” spurgte jeg. Det har du ikke råd til sagde Pepe. En ting er at militæret der bevogter de mange check points gerne vil have sig ”en fanta” selv hvis papirerne er i orden. ”Hvis papirerne ikke er i orden slagter de dig”.

Jeg gav op. Jeg gad ikke gamble en formue for at se en abe med en aflang klovnenæse. Og således gik det til at Østerboy for en gang skyld var uheldig og ikke så nogen vild Mandril. Jeg er sgu ved at falde af på den og blive alt for fornuftig og kedelig..

(man kan også se vilde mandriller i Gabon, hvor jeg snart skal til, men der er de angivelig stort set umulige at se på denne tid af året – men følg National Geographic Nordic her på facebook og se med når Danmarks bedste naturfotografer Uri Golman og Helle Olsen tager ned og prøver på at finde dem i Gabon i maj/juni måned i år).

For at fordøje mit nederlag åd jeg en havskildpadde. Ja, sgu. Og jaja jeg ved det godt. Det skal man jo ikke. Den er sikkert helt vildt truet, og den er sød og det er synd for den. Men her i ÆG gør folk sådan cirka som det passer dem. Og her er mange havskildpadder og de lokale kan godt lide at spise dem, så det gør de angiveligt hele tiden. Så det skulle jeg også prøve. Jeg spiste den på en fin restaurant der var drevet af et spansk ægtepar der pga. den høje arbejdsløshed i Spanien var flyttet herned og havde åbnet en restaurant. Havskildpadde med ris og havskildpaddesovs kostede 120 kroner. Skildpadden smagte stærkt af fisk men var meget mere fast i kødet. Lidt som krokodille med en kraftig salt smag som af østers. Et af stykkerne på min tallerken var grønt og blævret mens de to andre stykker var mere faste i kødet. Det havde en besk eftersmag af tang og krybdyr, en eftersmag der blev hængende både efter jeg havde drukket øl og havde børstet tænder.

I Ækvatorialguinea gør de som sagt hvad der passer dem. Det betyder at de er ret glade for at spise ”bush meat” – herunder ”blue duiker” (en sjælden antilope tror jeg nok), forest giant pouched rat (hvad faen en ”kæmpe-skov-rotte” så er for noget – det lyder pænt ulækkert..iflg wikipedia kan den inkl. hale blive næsten en meter lang (!)), african brush-tailed porcupine (afrikansk hulepindsvin), pangolin (myresluger, truet dyreart). Desuden kan man spise et væld af aber (heraf nogle af verdens mest sjældne – og formentligt stærkt truede – som kun findes på Bioko Island i Ækvatorialguinea). Efterspørgslen på aber skulle dog være faldet meget efter ebola-udbruddet. Jeg nøjedes med min havskildpadde (sorry!).

Søndag eftermiddag vrimlede det pludselig med maskingeværbevæbnet politi. Som i ti mand på hvert gadehjørne. Se det var Østerboy og hans store fede Nikon jo ikke så vældig glade for, taget i betragtning af at jeg ikke rådede over den famøse fototilladelse. Men det var heldigvis ikke mig de var på udkig efter. Pludselig væltede det frem med sorte Mercedes’er og store skinnende nye sorte firhjulstrækker. Der ræsede gennem byen med langt over 100 kilometer i timen på strækninger hvor forholdende måske indbød til max 40 kilometer i timen. Mens militærpolitiet holdt vagt. Så de vigtige folk – hvem de nu end var – uhindret kunne køre vanvittigt ræs i indre bys smalle gader. Små fattige børn lejede på fortovene lige ved siden af.

Konklusion: Jeg tror at Ækvatorialguinea er det mærkeligste land jeg nogensinde har besøgt. Et land hvor money og power talks. Hvor almindelige regler om lov og orden synes at være sat ud af kraft. Hvor køen med største selvfølgelighed springes over hvis man har magt. Hvor folk fuldstændigt åbenlyst spiser myreslugere, sjældne aber, hulepindsvin og havskildpadder. Hvor politiet hjælper de høje herrer med at køre uforsvarligt stærkt gennem byen. Hvor alle offentlige ansatte som en selvfølgelighed forventer at få ”en fanta” hvis de skal hjælpe. Hvor præsidenten åbenbart hellere vil bruge penge på sig selv end at fjerne det styrtede fly der lige præcis ikke nåede frem til landingsbanen i byens lufthavn (se foto). Hvor præsidentsønnen kører forbi blikskure i sin Lamborghini. Blikskure med folk der betingelsesløst og samstemmigt bakker op om Afrikas længst siddende præsident. Og derved forhåbentlig undgår at blive spist af røde myrer.

Man begynder at forstå hvorfor Ækvatorialguinea ikke er så glade for (rapporterende) turister. Og hvorfor det skal være så svært at få visum.

TAK til – Marianne Fossaberg, Vibeke Fabricius og Øjvind Kyrø for at pege mig i den rigtige retning. Kæmpe tak til Dimiter Popov (Dimo) og Nikolay fra Penguin Travel for at gide hjælpe en solorejsende – køb endelig en tur hos wwww.penguin.dk de har blandt andet agenturet på den transsibiriske jernbane i DK. Tak til Gerner Thomsen for et godt råd på et vigtigt tidspunkt. Super kæmpe tak til Ole Pedersen for at tage mit pas med til Madrid. Thank you very much Oscar Scafidi for a brillant guidebook and for the personal advice on a difficult country. Tak til Angel fra Ruta47 for vigtig lokal info. Tak til africanborders på twitter. Tak til Torbjørn – onceuponasaga.dk – for up to date information omkring fastlandlandsgrænserne (som var lukkede, hvilket resulterede i fly til Malabo). Tak – trods alt – til Queen fra Bush Global Travel and Tours i Douala, Cameroun (se næste indlæg fra Sao Tomé for forklaring..)

Lad mig være brutalt ærlig. I Cameroun har jeg ikke lavet en skid. Andet end at holde ferie. I 3 dage har det været solskin og 30 grader (der er forskellige klimazoner her – Cameroun har tørtid, CAR har regn/tåge, de to Congoer og Angola er i regntid). Så jeg har skrevet lidt og holdt lidt ferie. Douala er stor, grim og beskidt storby uden nævneværdige sites. Douala er ikke hovedstad her (hovedstaden i Cameroun hedder Yaoundé) men det er det kommercielle centrum og her hvor de fleste fly går fra.

Jeg bor på backpackernes foretrukne sted det tyske sømandshjem som hedder ”Foyer du Marin”. 300 kr pr nat for et single hvilket er nogenlunde as cheap as it gets her i regionen, hvis man ikke (som f.eks Torbjørn) tør bo ude i ghettoen (hvilket egentlig også kunne være et fedt eventyr at prøve). Når jeg nu siger backpackernes foretrukne sted skal jeg måske supplere med at jeg kun mødte to tyske turister på stedet. Alle andre var en skønsom blanding af søfolk, forretningsrejsende og andet godtfolk heraf næsten alle lokale fra regionen. Men altså ikke turister/backpackere. Efter to uger og foreløbigt 5 lande har jeg i alt kun mødt de to nævnte tyske turister, overlandsfætteren Torbjørn og to hollandske overlanders der var undervejs i egen 4WD og sad fast i den ene Congo (ROC) mens de ventede på at deres pas blev sendt hjem til Holland for at få visum til den anden Congo (DRC – den superdemokratiske republik Congo) (og så selvfølgelig en del der arbejder hernede – heraf hovedsagelig kinesere som synes at være alle vegne og snart kommer til at overtage ejerskabet af det meste af Afrika)

Til gengæld har jeg haft god tid til at lære alle tjenerne at kende her på ”marine-foyer’en”. Modsat de andre lande i regionen er Cameroun to-sproget. Nogle er Frankofile. Nogle er Anglofile. Rigtig mange taler begge sprog. Så det er lidt nemmere at begå sig. Så tak for nogle hyggelige sammen med Eduard, Gregory, Moses og Balo bag baren – som i øvrigt er et meget populært sted blandt lokale i Douala pga. udsigten over havnen, den fine have (hvor der vralter gæs rundt som i øvrigt godt kan larme en del når Østerboy skal sove) og livejazzmusik omkring poolen fredag og lørdag aftener. En af aftenerne gav jeg en øl til Gregory, Moses og Balo efter de andre gæster var gået hjem. Balo fortalte at det var kommet frem omkring valget i Centralafrikanske republik (jf. mit sidste indlæg) at en af dem der skulle observere valget var blevet set en sen aften sammen med en af præsidentkandidaterne. Det fremgik ikke om sidstnævnte havde en kuffert fuld af penge med, men i hvert fald var valgobservatøren iflg. Balo blevet sat fra bestillingen. Han fortalte også at på universitet her i Cameroun er det op til professorerne om de underviser på fransk eller engelsk og så må eleverne bare følge med. De regnede med at i løbet af 10-20 år ville hele Cameroun være totalt tosproget.

Moses var en kvik ung fyr med bedrøvede øjne. En gang imellem faldt han i søvn på stolen efter en lang, lang vagt. En gang imellem livede han op og kom med interessante udtalelser. ”Vi er stolte her i Cameroun” sagde han for eksempel. ”Jeg er bare en simpel tjener men ligesom manden på gaden der trækker en salgsvogn eller drengene der kører folk rundt på deres gamle moto’s så er jeg stolt. Vi er stærke og stolte. Men vi gider ikke finde os i hvad som helst”.

Lidt senere kom vi til at tale om religion. Med tyk Cameroun-accent sagde Moses ”In Cameroun if you want to worship a stone (udtalt ”’stån’ ”) – you can worship a stone”. Hehe, fedt citat – og sikke mange krige der kunne være undgået hvis alle havde den holdning. Også tak til de søde tjenere smilende Napoleon, tykke Robert, venlige Albertine og grillkokken Isak der altid synes at være på arbejde og aldrig var hjemme hos deres børn.

Jeg har fået på puklen fra en enkelt læser for alt mit visumævl. Jeg er klar over at det måske ikke er superrelevant info for mange af Jer (men muligvis uhyre relevant info for et par stykker fra DBK der overvejer at tage hertil) – så jeg skal prøve at gøre denne Cameroun visum historie kortest muligt. Om ikke andet tror jeg den er anderledes (et par af jer har hørt den før, beklager..):

Visum til Cameroun kan man let få i Danmark. Konsulen er ingen ringere end den navnkundige Axel-Juhl Jørgensen. Axel-Juhl er kendt for sammen med Bøje Nielsen at have ”bygget halvdelen af København” da de sammen havde firmaet ”Dansk Totalenterprise”. Undervejs blev de dødeligt uvenner kun for at forsones kort før Bøje Nielsen døde. Undervejs præsterede Axel Juhl Jørgensen, der angiveligt var træt af Bøje Nielsen alkohol- og pillemisbrug, at stifte firmaet med det utroligt opfindsomme og helt fundamentalt anderledes navn ”Danbyg Totalenterprise” og en dag da medarbejderne i Dansk Totalenterprise (som Axel og Bøje Nielsen ejede 50/50) mødte på arbejde var kontorerne ryddet og alle medarbejdere fik at vide at de i stedet skulle møde på etagen nedenunder hos Danbyg Totalenterprise (som tilfældigvis var 100% ejet af Axel) (!). Sådan klarer man den, hvis man hedder Axel-Juhl.

For nylig har Axel været en del i medierne ifm retsagen mod Oddset-Janni hvis veninde muligvis har været Axels elskerinde / ”veninde”. Karsten Ree og Axel-Juhl har kastet lidt mudder i hovederne på hinanden ifm. sagen mod Janni. Janni skulle angiveligt have frataget veninden muligheden for at arve alle pengene fra en nu afdød, ældre fælles bekendt. Altså Axels veninde skulle retmæssigt (iflg. Axel selv) have arvet alle pengene, men Oddset Janni blev dømt for i stedet at få den gamle mand til at testamentere en del af sine penge til hende og hendes far.

I dag er Axel-Juhl 83 år, er kendt for sin omgang med yngre, ofte sorte, damer og driver fra privaten i Vedbæk Strand konsulat for de afrikanske land Guinea og Cameroun.

Cameroun visum var det allerførste visum jeg fixede, tilbage i oktober måned. Jeg ringede til Axel. Han forsikrede mig at visummet ikke udløb, dvs. jeg kunne godt få det med det samme og det ville stadig være brugbart ved indrejse i februar. Han fortalte at et turistvisum kostede 800 kroner og at han kun tog kontanter. Vi aftalte at jeg skulle komme ud til ham i privaten næste dag klokken 11. Jeg tog derfor ud til sådan cirka verdens flotteste hus hvor et sidehus med store våbenskjold på døren udgjorde det for konsulatet. Axel åbnede selv – overraskende nok – den enorme og flot udskårne trædør. Han kiggede på min ansøgning i under 10 sekunder og sagde så. ”Ja det bliver så 1.400 kroner”. ”Øh det forstår jeg ikke”, sagde jeg, ”jeg skal bare have turistvisum.” ”Nå”, sagde Axel, ”jeg troede du skulle have forretningsvisum. Men du skal vel have ekspres – det koster 400 oveni”.

Jeg sagde til ham at det ikke hastede. ”Nå ja men så bliver det 800 kroner” sagde han. Jeg gav ham pengene og han bad mig vendte i den pompøse hall. Han gik ind på et tilstødende kontor og lukkede ikke døren. Efter omkring 20 sekunder kunne jeg høre at han brugte sit stempel. Så slog han den muligvis største prut jeg har hørt i mit liv og kom direkte ud til mig hørmende af gamle Ole. ”Det var hurtigt” sagde jeg. ”Ja ja” sagde Axel, ”der er jo ingen grund til at du skal herud igen!”

Da jeg i slutningen af januar havde fået skrabet alle mine andre visummer sammen blev jeg alligevel usikker på om mit Cameroun visum nu også var gyldigt til indrejse mere end 90 dage efter udstedelse. Det var der ingen af min andre visummer der var. Så jeg skrev en mail til Axel om ikke lige han kunne skrive ok til en engelsk formulering om at det stadig var gyldigt. Så kunne jeg printe den ud og tage den med ved indrejse.

Kort efter skrev Axel tilbage at det ”var han næsten helt sikker på at han aldrig havde sagt og hvis jeg tog afsted måtte det blive på eget ansvar” (…) Jeg ringede straks til ham og forklarede ham at det kunne jeg jo ikke bruge til noget. ”Nå men så kom herud i morgen – så laver jeg sgu bare et nyt visum til 400 kroner!” sagde Axel.

Og således gik det til at jeg fik et multiple entry visum i hvert af mine to pas (hvilket faktisk var til en vis hjælp ifht. at skifte mellem passene) – takket være den gamle mesterkrejler Axel-Juhl Jørgensen..

Og så lige en afsluttende bemærkning fra knevre-kaj: Da jeg ankom til mit omtalte Cameroun hotel ”Foyer Du Marin”, som jeg havde reserveret via en simpel e-mail, kunne de selvfølgelig ikke finde min reservation. Heldigvis kunne jeg fra min et-kilo tunge papirmappe med alskens officielle dokumenter og reservationer fremdrage en kopi af mailen (med min autosignatur i bunden). Den nogenlunde kvikke pige i receptionen sagde først at de ikke havde min reservation. Så kiggede hun længe på min e-mail. Til sidst lyste hun op i et smil. ”Ah det er fordi vi har skrevet dit navn forkert ind i bogen. Vi troede du hed Med venlig” (!)

Hehe..

Med venlig hilsen / Kind regards

Med venlig

PS Næsten hele dette indlæg er (som flere af de andre) skrevet mens jeg ventede de sædvanlige to timer i lufthavnen (pt. i Douala lufthavn). Egentlig ville jeg hellere rejse over land, men stort set alle disse lande kræver flybilletter for overhovedet at kunne søge om visum, så derfor flyver jeg hele tiden. (dette er dog først postet i dag 3 dage senere efter jeg lige er kommet ud af det utroligt underlige land Ækvatorialguinea hvor facebook – og messenger og skype – var blokeret – mere herom i næste post)

PPS Beklager de fesne fotos – jeg kommer tilbage til Cameroun lidt senere og tager forhåbentlig nogle bedre. Og beklager at indlægget igen blev så langt..

Enkelte af mine kære facebook venner vil sikkert synes at man skal være pænt syg i bøtten hvis man tager til Centralafrikanske Republik lige nu.

Det skortede i hvert fald ikke på advarsler. Se billederne til sidst i albummet med tekst fra diverse udenrigstjenester. Heriblandt ”Nok verdens farligste land. Tag dine krigszone-forholdsregler” (Wikitravel). ”FN arrangerer evakueringsfly for britiske statsborgere” og ”Lufthavnen (i hovedstaden, Bangui, red) er lukket” begge fra Foreign and Commenwealth Office (FCO, som er den britiske udenrigstjeneste). Desuden blev der rapporteret om kidnapninger af FN- og nødhjælpspersonnel og optøjer med mange dræbte i september/oktober 2015.

Det var efter at have læste disse advarsler at jeg med en vis portion uro i maven og efter et par beslutningsdage med ikke helt stabil nattesøvn købte mine flybilletter ind og ud af CAR tilbage i oktober 2015.

Den skarpsindige læser vil sikkert undre sig over at man kunne købe flybilletter når lufthavnen iflg. FCO var lukket. Jeg kan kun undre mig over det samme. Men det kunne jeg altså. Det vender vi tilbage til.

Nogle vil sikkert mene at en dansk familiefar burde blive hjemme hos sine søde børn i stedet for at udsætte sig selv for risiko. Men alle verdens lande besøger jo ikke sig selv. Og man kan også blive kørt over af en bus på Nørrebrogade.

Kun 2 dage havde jeg i hovedstaden Bangui. Jeg ved godt at et par af rejsesnobberne fra DBK synes at det er forargeligt kun at være to dage i et land. Men helt ærligt: jeg turde ikke være der længere. Og jeg turde slet, slet ikke bevæge mig uden for hovedstaden (uden FN-beskyttelse).

Facts om CAR:
Inden jeg tog afsted til Afrika fulgte jeg selvfølgelig løbende situationen i CAR. Konflikten handler basalt set om hvilken religiøs gruppe der skal have magten efter mange år med ekstrem dårlig og korrupt ledelse. Det er kristne og muslimerne stærkt uenige om og begge lejre har dannet en milits. I CAR er omkring 80% af befolkningen kristne og omkring 15% muslimer. Efter en periode med den såkaldte ”bush war” med etnisk udrensning af muslimerne gjorde muslimerne i 2013 oprør mod daværende præsident Bozize’s regering og tog magten ved et kup. Det affødte 200.000 internt fordrevne alene det år. Siden har landet været i forskellige grader af borgerkrig. De to militser der slås er den muslimske ”Seleka rebel coalition”og den kristne ”Anti Balaka” koalition. Siden 2014 har de kristne genvundet magten i landet. Gennemsnitslevealderen er omkring 46 år. Gennemsnitsindkomsten er 400 USD pr år.

Hovedårsagen til at der fra september 2015 og frem var uroligheder med en del dræbte i Bangui var at deri december skulle stemmes om en ny forfatning, der skulle muliggøre at slå hårdere ned på optøjer. Det synes militserne ikke var nogen udpræget god idé hvorfor der var voldelige optøjer. Og FN var selvfølgelig bange for at disse skulle eskalere. Forfatningen blev heldigvis vedtaget med 93% støtte (forudsat at man kan stole på de officielle tal herfor) og siden har der været lidt roligere.

Efter forfatningsvalget skulle der afholdes parlaments- og præsidentvalg. Efter flere udskydelser pga. yderligere(mindre) optøjer (med få dræbte) blev dette valg afholdt den 30. december 2015. To tidligere ministre (begge kristne, den ene er støttet af tidligere præsident Bozizes parti og den anden har tidligere været premierminister mens Bozize var præsident) fik flest stemmer. Men da der ikke var en klar vinder skulle der afholdes en anden runde i slutningen af januar.

Jeg skulle rejse ind i landet den 16 februar og var ret nervøs for at 2. valgrunde ville blive udskudt så den faldt sammen med mit besøg med yderligere uroligheder til følge. Nogle uger før min afrejse fra Danmark bekendtgjorde Wikipedia at resultatet af parlamentsvalget var annulleret efter indsigelser om formodet valgsvindel. 2. valgrunde skulle dog alligevel gennemføres, men nu kun som præsidentvalg mellem de to tilbageværende kandidater. Datoen blev sat. Og den var ikke god for mig. Omvalget skulle foregå den 14. februar 2016. To dage før mit besøg. De delvist søvnløse nætter vendte tilbage.

Men så begyndte bøtten heldigvis – og som altid – at vende. Jeg bookede det 5-stjernede luksushotel Ledger Plaza til min ene nat i landet. Jeg hader godt nok luksushoteller, men jeg havde fået at vide at det var det eneste sted at sikkerheden var i orden. Normalprisen for det mest skrabede værelse var DKK 1.725 pr nat. Et i min optik fuldstændigt latterligt beløb som svarer til mere end et halvt års løn for en gennemsnitscentralafrikaner. Samme dag som jeg skulle rejse fra Danmark (til Kinshasa for at påbegynde min cetralafrikanske rundrejse) opdagede jeg en fejl på hotellets egen bookingside, så nærige Østerboy kunne få en nats luksus for ”forsvindende” DKK 1.130 kroner. Et sandt røverkøb! Der stod godt nok at det var baseret på den billige weekendtakst men bookingen gik igennem selv om det var nat efter tirsdag og jeg fik min bekræftelse med den rigtige dato.

Prisen på de 1.130 kr var nogenlunde det dobbelte af det hidtil dyreste jeg har betalt (når jeg selv har skullet betale) for et hotelværelse i de 163 lande (dette skrives fra Cameroun mit land nummer 163) jeg nu har haft fornøjelsen af at besøge (inkl. de lande hvor familien har været med).

Jeg fik let mit visum til CAR i Kinshasa, DR Congo i mit pas nummer 2 efter et par dages motorcykelkørsel i en af Afrikas største byer.

Dagen før jeg skulle rejse til Bangui (fra Luanda, Angola) skrev jeg til hotellet om de kunne hente mig i lufthavnen og medsendte min reservation. Det skulle jeg aldrig have gjort for receptionen skrev selvfølgelig tilbage at taksten på mit værelse var en fejl så nu var prisen DKK 1.725 fordi det ikke var weekend. De var ligeglade med at jeg havde en bekræftelse på både beløb og dato. Jeg var velkommen til at afbestille hvis jeg havde lyst.

Hvis der var noget jeg ikke havde lyst til var det at stå uden tag over hovedet i Bangui. Og jeg var ret sikker på at allehoteller var fuldt bookede da FN-mandskab og udenlandske journalister var valgfartet til CAR pga. valget. Jeg skypede rundt som en sindssyg men alt andet var selvfølgelig optaget. Parallelt skrev jeg mails til Ledger Plaza. Efter cirka 12 mails hvor jeg ikke undlod at gøre opmærksom på at jeg er senioranmelder på både tripadvisor og booking dot com, tidligere redaktør for et rejsemagasin og har et stort antal følgere på de sociale medier (sidstnævnte var en nødløgn) havde ”the general manager” dog besluttet at jeg alligevel godt måtte bo på luksushotellet til den reducerede men stadig astronomiske takst. (Lad mig i parentes gætte på at de fleste FN-medarbejdere mfl. Ikke går så højt op i raten da de ikke selv betaler). Så langt så godt.

Jeg landede tidlig morgen i Bangui. Klods op ad lufthavnen ligger en kæmpe flygtningelejr. Jeg knipsede som en gal så snart jeg kom ud af flyet. Uden at have den fjerneste idé om fotografering i en lufthavn i CAR var en kriminel handling.

Bangui’s M’Poko lufthavn er særdeles berygtet for kaos og korruption. Det mærkede jeg heldigvis ikke meget til. Jeg gled lige igennem. Med et stort fedt hvidt kridt-kryds på min rygsæk der fortalte at jeg var blevet tjekket (et sådant har jeg ikke fået siden lufthavnen i Juba, Sydsudan hvor det dog var et dollar-kridt-tegn).

Udenfor herskede kaos. Forarmede folk fra naboflygtningelejren var overalt. FN patruljerede. Maskinpistolbevæbnede vagter stod vagt bag sandsække og oppe i skydetårne. Overalt var der pigtråd og tanks. Det lignede at jeg var trådt direkte ud i en krigsfilm.

Via Torbjørn havde jeg heldigvis fået kontakt til seje, hollandske Elisabeth (Coordinatrice Cooperation de la Croix Rouge i Bangui). Hun var desværre ude i landet de dage jeg var der men hun hjalp mig med en masse supernyttig info. Hun skrev at valget var gået roligt. At vinderen endnu ikke var annonceret. Og tilføjede følgende:

”I would not risk walking around in Bangui with what I can assume is not a throw away camera. With armed violence at an all time low, criminality is at an all time high so please use taxi for transport around town even during the day. That said also beware of “carjackers”, also on the rise…especially at or after sundown”

En besked der beroligede helt vildt efter alt det jeg havde læst på nettet. Lige nu var det ikke krig og optøjer man skulle være bange for. Kun røveriske overfald. Noget nemmere at have med at gøre.

Med minibus kørte jeg ivrigt fotoknipsende til mit luksushotel. Ved ankomst blev vi grundigt tjekket med metaldetektorer under og langs bilen før vi kunne køre ind på hotellets område og al baggage blev gennemlyst.

Luksushotellet var en oase og noget radikalt modsat af verden udenfor. 5-stjernet dekadence. Når det er sagt så var servicen vildt ringe, wifi virkede ikke på værelset tre fjerdedele af tiden (og hver gang man lagde telefon eller PC fra sig eller flyttede den lidt rundt blev man smidt af nettet og skulle indtaste en alenlang superkompleks kode der var skrevet på et stykke hotelpapir med verdens mindste skrift og en fuldstændig ulæselig font), min aircon på værelset nægtede ifølge dens egen temperaturmåler at levere en temperatur under 28 grader også selv om jeg prøvede at indstille den til kun 5 grader (…) (og den tekniker der skulle kigge på det kom selvfølgelig aldrig selv om jeg spurgte til det 3 gange). Om natten gik strømmen gentagne gange hvilket forårsagede at airconen stoppede helt så det blev meget varmere end de 28 grader. Så i virkeligheden var det nok mest sikkerheden man betalte for.

Jeg var – efter ankomst – pænt smadret for jeg havde været oppe siden klokken 02.30. Alligevel smed jeg min beskidte rygsæk på det rene hotelgulvtæppe og forlod straks min sikre oase. På gaden prajede jeg den første den bedste gamle gule taxa der kom forbi. Chaufføren hed Sesigal og var en fin fyr og far til 3 piger på 9 år, 4 år og 3 mdr. Vi aftalte at han skulle have 4.000 Centralafrikanske Franc (ca 45 kroner) for at køre mig rundt nogle timer.

”Arret sil vous plait” sagde jeg hver gang jeg så et militærkøretøj hvorefter Sesigal hakkede bremserne i og jeg drønede ud af bilen for at fotografere det. Vi nåede også omkring Notre Dame katedralen, Marché des Artisenats (kunsthåndværksmarkedet hvor jeg købte lidt udskårne træfigurer til ungerne), Grand Marché (det store marked), PK0 (byens centrale rundkørsel og plads – rundkørslerne i Bangui er navngivet PK0, PK1 osv), Asky airlines kontoret (for at tjekke min onwards billet), en bager, et supermarked, præsidentpaladset, parlamentet og en tur ned til floden.

Så spurgte jeg Sesigal om vi kunne køre en hurtig tur ud til PK5 (”Pe-ka-Cinq”) før vi kørte hjem. ”Mais c’est les quartier Musselman!” proklamerede han med frygt i øjnene. ”Der kan de slå dig ihjel”. Sesigal var selvfølgelig kristen og havde ingen ambitioner om at besøge det muslimske kvarter – heller ikke i form af en simpel hurtig gennemkørsel. Så det sprang vi over.

Da jeg dagen efter skulle tilbage til lufthavnen prajede jeg en taxa på gaden ude foran hotellets tunge gate. Jeg bad vagten lukke taxaen ind så jeg kunne gå op og hente min rygsæk på værelset mens han ventede lige nede foran indgangen til hotellet. Vagten lukkede ham uden videre ind. Uden metaldetektor eller noget som helst andet tjek. Fyren kunne have haft baggagerummet fyldt op med trotyl og sprunget hele hytten og alle militærfolkene og FN-folkene på det fine hotel til atomer. So much for security.

For fanden jeg knævrer jo som en kælling… hold nu kæft hvor har man meget tid når man hverken skal lege med børnene, gå på arbejde eller vaske op… Nå men konklusion: Land nummer 162 complete. Som så mange andre af verdens angiveligt ”allerfarligste lande” synes jeg der var stille og roligt da jeg først kom frem. Almindelige mennesker lever side om side og har de samme drømme som alle os andre. Om en fredelig hverdag. Om en fredelig verden. Faktisk tror jeg ikke tidspunktet kunne være meget mere velvalgt. Det virkede som om enhver FN-soldat indenfor en flere tusind kilometers radius var hidkaldt til at passe på mig.

I forhold til rejseadvarslerne forstår jeg selvfølgelig godt at udenrigstjenesterne skal benytte et forsigtighedsprincip. Og at situationer hurtigt kan ændre sig. Og at et land som den Centralafrikanske Republik måske ikke er det første sted en naiv og blåøjet lyshåret turist skal tage til. Men helt ærligt så giver mange måneder gamle ”cover-my-ass” rejsevejledninger nogle fundamentalt og faktuelt forkerte billeder af landenes tilstand. Terror kan ske overalt. Og flyene til CAR. Jo, de flyver skam ind og ud af Bangui. Og har gjort det de seneste mange måneder. I praksis følte jeg mig ikke særlig utryg. Og min generelle erfaring at verden er uendeligt meget mindre farlig end medierne forsøger at gøre den til. Også ”i verdens måske farligste land”.

Enjoy the photos (denne gang ikke med iPhone – og må jeg i øvrigt sige at et Nikon D750 full frame performer og fokuserer sindssygt godt og hurtigt under svære forhold som fotografering fra bil i fart – de tre billeder med bilskelletter er f.eks. alle taget indenfor 1/10-sekundhver på hhv. 1/2000 og 1/1000 sekund ud af et vindue mens vi ræsede forbi)

God weekend,

TAK til Torbjørn C Pedersen www.onceuponasaga.dk for hjælp med kontakt til: thank you Elisabeth for the advice og for at give mig kontakten videre til Frode Kirk (Regionschef for Dansk Røde Kors i Dakar, Senegal men pt. i Bangui)

VERY SPECIAL THANX to David De Clercq for his excellent CAR trip report at www.world-adveturer.com – very nice info that was impossible to get elsewhere and greatly inspired my own sightseeing trip. (Sorry for all the Danish above, David)